Jung: Vi reagerer godt på den tidlige udvisning

16.08.2018 23:10

Efter aftenens 2-1-sejr over Spartak Subotica talte vi med Anthony Jung, som blev roteret rundt i bagkæden efter kampens tidlige udvisning. 

- Det var en anderledes form for kamp i dag, vi får en tidlig udvisning, som betyder, vi skal forsvare os og løbe mere, end vi er vant til. Jeg synes, at vi gør det godt, vores teamwork fungerer, især i første halvleg holder vi dem fra åbne chancer. Vi spiller klogt og bruger pladsen i anden halvleg, hvor vi scorer to mål, som heldigvis var nok til at gå videre, fortæller Anthony Jung til Brøndby Indefra

- Jeg synes, vi reagerer godt på den tidlige udvisning. Selvfølgelig bliver man lidt chokeret, når man får en udvisning så tidligt. Vi tilpasser os hurtigt og står kompakt med en god organisation, hvor vi går efter at ramme dem på den plads, der kommer nede bag ved deres forsvar, fortalte Jung, der var tilfreds med, at det blev til en sejr og ikke uafgjort, som også havde sendt Brøndby IF videre.

- Selvom vi havde gået videre med 1-1, så var 2-1-målet rart. Fra vi scorer anden gang, er det selvfølgelig mere sikkert at vi går videre, og det var, hvad vi spillede for, så det var vigtigt. 

Næste runde gælder det belgiske KRC Genk, som her til aften ligeledes kvalificerede sig til playoff-runden. Vil du vide mere om vores kommende modstander, kan du læse mere her.

Foto: Getty Images