Faninformation om Derbyet i Telia Parken

07.08.2018 13:55

På søndag er det atter tid til Derby i Telia Parken. Kampen bliver fløjtet i gang kl. 16:00, og det bliver med stor støtte fra Brøndby-fansene. Der er udsolgt på udebaneafsnittet, og derfor følger der også lidt praktisk information til de Brøndby-fans, der kommer for at bakke holdet op.

Ligesom ved de forrige Derbyer i Telia Parken vil der være ID-kontrol ved indgangen. Dette betyder, at man skal have sit ID klar (pas, studiekort, kørekort eller officielt ID fra kommunen – sygesikringskort er ikke gældende), så køen kan forløbe så nemt som muligt.

Fælles march fra Svanemøllen Station
Som ved Derbyet i november kommer der til at være to togafgange reserveret til Brøndby-fans. Disse tog stopper begge på Svanemøllen St., hvorfra der vil være fælles march til Telia Parkens D-tribune. Vi opfordrer selvfølgelig alle til at behandle tog og personale ordenligt. 
Brøndby IF har været i løbende dialog med henholdsvis Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi. Der vil både være Brøndby-kontrollører og dialogbetjente på ruten fra stationen til Telia Parken, og de vil være med til at assistere de mange Brøndby-fans. For at sikre den bedst mulige afvikling vil Politiet afspærre Østerbrogade ved Gunnar Nu Hansens Plads for at lede Brøndby-fansene ind til D-tribunen.

ID-kontrol ved stadion
Ved ankomst til stadion vil der ud over visitation også være ID-kontrol uden for D-tribunen. 
Hvor det tidligere har været opdelt i flere sektioner med udgangspunkt i billetnumrene, så vil det denne gang ikke være nummereret, således er det en enkelt fælles indgang.
Mellem ID-kontrollen og indgangen til stadion vil der være en fanzone. Her er det tilladt at medbringe drikkevarer - disse må dog ikke må medbringes hele vejen ind på tribunen.

Togtider
Bemærk forreste del af Tog 1 er forbeholdt de aktive fans. Hvis du ikke har et behov for at være blandt de første, der bliver lukket ind i Telia Parken, henvises du til Tog 2. Det er kun Tog 2, der stopper på Dybbølsbro St. 

Tog 1
13:27 Høje Taastrup
13:30 Taastrup 
13:33 Albertslund
13:36 Glostrup
13:38 Brøndbyøster
14:01 Svanemøllen

Tog 2
13:47 Høje Taastrup 
13:50 Taastrup
13:53 Albertslund
13:56 Glostrup
13:58 Brøndbyøster
14:07 Dybbølsbro
14:21 Svanemøllen

De to tog kører retur kl. 19:04 og 19:24 fra Svanemøllen St.

Vi forventer, at vi sammen får skabt en fodboldfest, hvor der er plads til alle uanset tilhørsforhold - en fodboldfest i glade og farverige rammer, der viser dansk fodbold frem fra sin bedste side.