Bliv klogere på Brøndby IF's EL-modstander: FK Spartak Subotica

06.08.2018 13:10

Sidste torsdag spillede FK Spartak Subotica sig videre mod det tjekkiske hold Sparta Prag. Efter en 2-0 sejr på hjemmebane, lykkedes det til trods for et 2-1 nederlag på udebane, at kvalificere sig til tredje runde i kvalifikationen til Europa League, hvor Brøndby IF venter.

FK Spartak Subotica indgik i kvalifikationens første runde. Her skulle de op mod Coleraine F.C., som til dagligt spiller i den bedste række i Nordirland. Det blev til videre avancement med 3-1 samlet efter de to møder.

Sidst, FK Spartak Subotica var ude for at spille i europæisk sammenhæng, var i 2010, hvor det ukrainske hold Dnipro FC slog serberne ud i tredje kvalifikationsrunde. Her blev det til et samlet 3-2 nederlag over to kampe. Det er anden gang at Spartak Subotica deltager i kvalifikationen til Europa League i klubbens 73-årige lange historie.

Klubben har aldrig vundet den bedste række i Serbien, men har været i finalen i pokalturneringen to gange. Begge gange blev det til en sølvmedalje. Det var i sæsonerne 1961-1962 og 1993-1994.

Klubben har haft prominente navne såsom Nemanja Vidic i forsvaret. Det var tilbage i sæsonen 2000-2001, hvor han var på udlån fra Røde Stjerne. Det blev til 27 kampe med imponerende seks mål til følge.

En spiller, som Brøndby-forsvaret skal have et ekstra godt øje på, er det offensive es Mile Savkovic, der med 11 mål i ligaen sidste sæson blev topscorer for klubben. Mile Savkovic spiller i nummer 23 og var en af årsagerne til, at klubben endte på en flot fjerdeplads i det serbiske mesterskabsspil sidste sæson, en placering som sikrede billetten til de europæiske kvalifikationsrunder.

FK Spartak Subotica har startet den hjemlige liga med en sejr og ét nederlag i de første to kampe. Mile Savkovic har scoret begge klubbens ligamål.

Fun fact: Den serbiske spiller Mijat Gacinovic, der var med til at afgøre den tyske pokalfinale til fordel for Eintracht Frankfurt, er søn til FK Spartak Suboticas træner, Vladimir Gacinovic.

Brøndby IF starter på udebane torsdag den 9. august kl. 20:45, mens returkampen spilles hjemme torsdag den 16. august kl. 20:00. Billetterne sættes i salg til sæsonkortholdere i dag kl. 14:00.

Foto: Getty Images