SPORTMASTER ny partner i Brøndby IF

25.05.2018 10:05

I går udsendte Brøndby IF regnskab for første kvartal, og i det kunne man læse, at der har været en markant fremgang i antallet af nye partnere.

Det antal fortsætter med at vokse, og i dag kan vi præsentere SPORTMASTER som ny flerårig partner i klubben.

- Jeg er både stolt og glad for at kunne byde SPORTMASTER velkommen i Brøndby IF og i vores partnerkreds. SPORTMASTER har været meget professionelle og grundige i vores dialog, og det er meget tilfredsstillende, vi har kunne sætte vores underskrift på en aftale, der vil blive aktiveret på en unik og værdifuld måde.

- Aktiveringen bliver et tæt samarbejde mellem vores brand activation manager og SPORTMASTERs team, forklarer Ole Palmå, der er direktør for kommercielle forhold i Brøndby IF.

Hos SPORTMASTER er man ligeledes begejstrede for aftalen med Brøndby IF, og salgschef Thomas Christensen ser tydelige ligheder mellem SPORTMASTER og Brøndby IF.

- Vi er på mange områder et godt match. Brøndby IF har gennem årtier været et flagskip i dansk fodbold og oplever i øjeblikket stor succes. Det er en klub, der favner både eliten, men i høj grad også bredden gennem foreningslivet. 

- Hos SPORTMASTER er en af vores kerneværdier netop at støtte op omkring lokalidrætten og være forankret i nærmiljøet med et landsdækkende butiksnet. Dette er én blandt mange grunde til, at vi ser frem til samarbejdet med Brøndby IF, lyder det fra Thomas Christensen.

Samarbejdet træder i kraft fra den nye sæson, og Ole Palmå glæder sig til at komme i gang, men han har også en lille opfordring til de mange Brøndby-fans i hele landet.

- Vi glæder os til samarbejdet, og selvfølgelig håber jeg da, at klubbens mange fans overvejer at gå i SPORTMASTER efter deres sportstøj og -udstyr. På den måde kan de bakke op om dem, der bakker op omkring os.

Læs hvad SPORTMASTER skriver i forbindelse med indgåelsen af partnerskabet på deres egen hjemmeside: https://sportmaster.dk/artikel/sportmaster-indgaar-partnerskab-med-broendby-if