14. MAJ 2018 kl. 22:05
Zorniger: Spillede ikke med nok risiko

Efter pokalfinalesejren i torsdags var det atter blevet tid til kamp i Alka Superligaen på Brøndby Stadion, hvor FC Midtjylland var gæster. I et tæt opgør måtte over 25.000 Brøndby fans dog gå hjem uden point for første gang i sæsonen på Brøndby Stadion, efter et sent mål af FC Midtjylland sendte alle tre point til Herning.

Cheftræner Alexander Zorniger var ligesom spillerne skuffet over resultatet.

- Vi ramte ikke vores niveau i aften. FC Midtjylland spillede, som vi forventede, men det blev en lige kamp, fordi vi netop ikke ramte vores niveau. Vores stærkeste våben er vores villighed til at spille med høj risiko, og det gjorde vi ikke nok i aften, og derfor er vi alle skuffede i aften, fortalte cheftræneren efter kampen. 

- Hvis vi taber en kamp, fordi vi tager for høj risiko i jagten på at vinde, så ville jeg faktisk være mindre skuffet, for vi kan altid tabe en kamp, men vi må aldrig give slip på måden, vi spiller på. Vi har vist utrolig højt niveau i hele sæsonen ligesom vores fans. Atmosfæren på stadion i aften var utrolig, og den drev os frem, og selv efter kampen sang de og gav os støtte. Det er fantastisk og betyder meget for os.

Med to kampe tilbage ligger Brøndby IF stadig nummer 1 på en bedre målscore, og næste kamp er i Horsens, hvor AC Horsens venter fredag aften kl 20:00 på et udsolgt CASA Arena.

- Vi skal lære af aftenens kamp. Vi skal vise hinanden, hvad det kræver, og hvad vi skal investere for at få succes. Nu skal vi alle ud og vise os frem på træningsbanen og vise hinanden, hvad der kræves for at vinde. Vi skal nok være klar til Horsens.

Foto: Getty Images