Pokalfinale – den mentale forberedelse

09.05.2018 12:23

Den største kamp i dansk klubfodbold står for døren. Finalen i DBU Pokalen mod Silkeborg IF. Medierne er klar. Fansene er klar. Spillerne er klar – også mentalt, og her kan det være en fordel for Brøndby IF, at mange i truppen har sidste års oplevelse fra pokalfinalen med i bagagen.

- Det er en mulig erfaring for de spillere, der har været med før. Det kommer an på, om de har indset, hvad de gjorde, og hvad der virkede, og hvad der ikke virkede. Det, de erfarede sidste år, var, at de kunne spille en fantastisk flot pokalfinale, der på mange måder kunne have været sejrrig.

- Den største sejr var, at de turde spille vores spil i en finale. Det er den vigtigste erfaring. Det handler om at vise, at når vi møder pres, så tør vi blive ved – at når vi møder pres, så sætter vi tempoet op. Ikke ned. Det er det, vi hele tiden arbejder med for at tage de enkelte spillere på holdet op på næste niveau, fortæller Christian Engell, mental coach i Brøndby IF.

Men spørger man sportsdirektør Troels Bech, så ligger der også noget andet i at stå i finalen igen. Noget, der kan drive motivationsfaktoren lidt højere op.

- Det er godt at være i pokalfinalen igen. Det er en revanchemulighed, og det er en af de bedste måder at blive motiveret på i fodbold, så jeg tror, vi alle sammen er utroligt taknemmelige for at få muligheden for at prøve at få revanche for sidste år.

- Alle kan godt huske, hvordan det var sidste år, og det er den eneste kamp i Danmark, der bliver spillet på det tidspunkt. Det har hele nationens opmærksomhed, der er nationalmelodi, både kulturministeren og DBU-formanden kommer. Og for nogle er det måske det tætteste, man kommer på en landskamp. Der kan man godt få en god oplevelse og samtidig få nogle af de byggesten, der skal være med til at gøre en til en stor spiller en dag, fortæller sportsdirektøren.

En af de største oplevelser

En af de spillere, der stod i finalen sidste år, er Teemu Pukki, og det betyder meget for ham at stå der igen.

- Vi er rigtig glade for at være i finalen igen og få chancen for at vinde den i denne sæson. Det var tæt på sidste år, og med stemningen var det en af de største oplevelser i min karriere – bortset fra resultatet.

- Jeg håber, vi kan få en lige så god dag og gerne med det rigtige resultat, lyder det fra Brøndby IF’s nummer 9.

Det er årets største enkeltstående kamp, og for spillerne gælder det om at forberede sig på samme måde, selv om det hele er anderledes. Det handler om fokus og timing – en timing som Christian Engell forklarer lidt om:

- Der sker typisk en intensivering af tingene. Det er det reneste tab eller vind-forhold, du kan få, og en pokalfinale er en kamp, hvor hele Danmark kigger med, så det hele er intensiveret, og det er det mentale også. Spillerne prøver at få denne her gode følelse på forhånd. De tænker typisk i at gøre det, de plejer at gøre, og så er der tit nogle ekstra ting, der kan komme ind i billedet. 

- Det betyder, at de begynder at tænke over kampen lidt tidligere, end de normalt gør. De bliver lidt mere fraværende over for koner og kærester op til de her kampe, for det er en type kamp, der forlanger opmærksomhed. På nogle punkter er det en god ting, men det kan også tage for meget på kræfterne mentalt, så man er træt, når man kommer til selve finalen.

- Det handler om at have den erfaring, der gør, at man kan sige til sig selv, at jeg behøver først at køre min opladning dagen før og på selve dagen, siger Christian Engell. Og Pukki er enig i, at erfaringen fra sidste år kan hjælpe i år.

- Der er nok ikke så mange af Silkeborgs spillere, der har været i an pokalfinale, så vores erfaring fra sidste år gør os måske lidt mere klar. Vi taler lidt omkring finalen sidste år, og hvor vild en oplevelse det var, og det er noget, vi gerne vil opleve igen – og nu står vi her. 

- Vi oplevede jo den stemning og atmosfære, fansene skabte sidste år fra Nyhavn før kampen osv. Vi vågnede ret tidligt og kunne se i fjernsynet, at alle fansene allerede var klar til kamp. Vi kommer ikke til at se selve marchen på andet end tv, men vi ved, de er der, og vi kommer til at se dem i Telia Parken, hvor de kommer til at give alt, de har, og vi skal gøre det samme på banen. Gør vi det, tror jeg også på et godt resultat. 

I pokalturneringens finale står det klart, at man kun er én kamp fra mulig succes og et af de største trofæer i dansk fodbold. 

Endnu en motivationsfaktor

Det står klart, at Brøndby IF er favorit i morgendagens finale, men det er noget, som Christian Engell ser som en positiv ting, som endnu en motivationsfaktor.

- At tage favoritværdigheden på sig skal man se som en styrke. Det pres skal man tage på sig i positiv forstand og sige ”okay, de andre er måske bange”. Modstanderne kan så måske bygge sig op på, at de kan spille mere frigjort, men grundlæggende tror de nok mindre på en sejr, end vi gør. Den tro skal vi bruge til at presse dem – at komme ind i hovederne på dem, at udfordre dem fra start.

- Det er det, det hele handler om. Vi skal respektere dem, fordi de er et hold, der spiller i samme liga som os, men vi skal vise dem fra start, at vi har et andet niveau. 

For Troels Bech gemmer der sig flere grunde til at ønske sig en sejr i pokalfinalen end ’bare’ succes til Brøndby IF, og det er noget, han har glædet sig til siden sin første dag på sportsdirektørkontoret på Brøndby Stadion.

- Jeg har personligt en meget stor interesse i at vinde den finale, for over min dør på mit kontor hænger et billede af Brøndby IF, der vinder pokalfinalen, og det er er jo et lykkeligt øjeblik, men det var over mit Esbjerg-hold, så jeg kunne godt tænke mig, at det billede bliver skiftet. Så jeg er også klar på, at vi giver den alt, hvad den kan trække i morgen.

Og netop alt hvad den kan trække, er det, som spillerne også skal have fokus på, når dommer Anders Poulsen fløjter finalen i gang kl. 17:00 i morgen.

Foto: Getty Images