Landsholdet tilbage på Brøndby Stadion

04.05.2018 12:45

Landsholdets sidste kamp inden VM-slutrunden i Rusland til sommer spilles på Brøndby Stadion.

Hvis du vil være med til at sende landsholdet af sted til Rusland på bedst mulig vis, så finder afskeden sted på Brøndby Stadion med en kamp mod et stærkt Mexico-mandskab med blandt andet Javier ’Chicharito’ Hernández på holdet.

De mellemamerikanske gæster skal også til VM, hvor de er i pulje med de forsvarende verdensmestre fra Tyskland og vores naboer fra Sverige. Sydkorea er sidste hold i deres pulje.

Kampen spilles lørdag den 9. juni – altså kun en uge inden VM-holdet møder Peru i den første VM-kamp, så det er nu, VM-formen skal have det sidste nøk, den sidste finpudsning.

Det er som sagt den absolut sidste chance for at se landsholdet på dansk grund, inden Åge Hareide og hans udvalgte spillere drager mod Rusland.

Foto: Getty Images