Hermannsson: Glad for at kunne bidrage

22.04.2018 22:55

Med et hovedstødsmål i anden halvleg var Hjörtur Hermannsson med til at sikre Brøndby IF tre vigtige point i Farum, da FC Nordsjælland var modstanderen søndag aften.

Og den islandske midterforsvarer var naturligvis glad for 4-3-sejren – også selvom hjemmeholdet fik lov til at score tre gange.

- Det var en meget mærkelig kamp. Det føles lidt specielt at være tilfreds med en kamp, hvor man lader tre mål gå ind, når man spiller i midterforsvaret, men jeg er bare imponeret over, at vi kan score fire mål på udebane, og så er jeg glad for at kunne bidrage i begge ender med mål og tacklinger, fortalte Hermannsson, der skulle langt tilbage i hukommelsen for at finde sidste mål.

- Det har ladet vente på sig – sidste gang var mod SønderjyskE på hjemmebane i sidste sæson. Så det er dejligt at komme på måltavlen igen.

Der var masser af chancer i begge ender, og Brøndby IF’s nummer 6 var efter kampen stolt over, at holdet havde formået at score så mange mål mod et stærkt hjemmehold.

- Det er et svært hold at spille mod, og især her på deres egen bane er de meget gode til det, de gør. Det er næsten umuligt at kontrollere dem helt, så vi måtte gribe det an på en anden måde, og i dag får vi rigtig mange kontraangreb, som vi måske kunne have lavet flere mål på, men det er stadig imponerende at score fire mål på en svær udebane

På torsdag gælder det semifinalen i DBU Pokalen, når FC Midtjylland kommer forbi. Og selvom kampen i dag slutter en fornem uge med tre sejre i træk mod de andre tophold, er der kun et fokus for Hermannsson og holdkammeraterne.

- Vi har haft en god uge, men det er jo egentlig bare det, vi har gjort hele sæsonen. Vi har vundet vigtige kampe i lang tid nu, og det skal vi bare fortsætte med. Det kommer ikke af sig selv, og vi har en meget vigtig kamp på torsdag, så alle er bare utrolig fokuserede på næste opgave.

Du kan købe billet til pokalkampen mod FC Midtjylland her.

Foto: Getty Images