Rønnow: Det er det her, vi har trænet så hårdt for

20.04.2018 08:00

Brøndby IF havde måske håbet på lidt mere gæstfrihed, da de i går var på besøg på MCH Arena i Herning. Efter blot 20 minutters spil stod det nemlig 2-0 til hjemmeholdet, og bare det at få en uafgjort med tilbage til Vestegnen så ud som en uoverkommelig opgave. Men efter en flot anden halvleg endte det alligevel med en 3-2-sejr til de blågule gæster. Billedet kunne dog have set meget anderledes ud, hvis ikke Frederik Rønnow havde hevet to kæmpe redninger frem i starten af anden halvleg. 

Efter kampen holdt Brøndby IF's målmand sig dog til at rose sine medspillere frem for sig selv.

- De første 20 minutter af kampen var ikke så fede. Vi laver nogle fejl defensivt, som spreder lidt nervøsitet til resten af holdet. Men efter det synes jeg, at vi spiller rigtig godt og får en tro på tingene igen. Det er det her, som vi har trænet så hårdt for. At vende 2-0 til en sejr over vores tætteste rivaler viser alt om, hvor langt vi er nået. 

I anden halvleg stod der, bortset fra de første minutter, Brøndby IF på det meste. Derfor kunne man også godt tro, at der i pausen var blevet talt med store bogstaver af trænerteamet. Men det var slet ikke tilfældet. 

- Vi fik ændret nogle ting i pausen, blandt andet vores restforsvar. Men ellers prøvede vi bare at få noget optimisme tilbage i holdet. 

- Før hver kamp minder vi os selv om, at det eneste hold, som kan sørge for, at vi ikke vinder, er os selv, fordi vi har bevist, at når vi rammer topniveauet, vinder vi. Det mindede vi os også om i pausen, og efter en svær start på anden halvleg, synes jeg også, at vi sætter os på kampen. Og så er det jo bare fedt at se, når vi scorer til sidst. 

Næste kamp for de blågule er allerede på søndag, når de tager til Right To Dream Park i Farum. Du kan stadig nå at finde din billet til udebaneafsnittet her.

Foto: Getty Images