Fisker: Forventer et vaskeægte topopgør

19.04.2018 16:35

MCH Arena danner i aften kl. 20:00 rammen om et vaskeægte topopgør i Alka Superligaen, når Brøndby IF på førstepladsen gæster FC Midtjylland, der ligger på andenpladsen.

Begge mandskaber har startet Mesterskabsspillet godt og ligger på samme pointantal med syv runder tilbage. Og Kasper Fisker glæder sig til aftenens kamp, hvor han og holdkammeraterne forhåbentligt kan sikre sig alle tre point – og samtidig sørge for nul til konkurrenterne.

- Det er jo vores direkte modstander i kampen om førstepladsen, så en sejr i aften vil dels betyde tre point til os, men også nul til dem. Hver eneste gang vi har vundet, har FCM også hevet en sejr hjem, så det ville være meget vigtigt, hvis vi kunne sikre os, at de ikke får nogen point, fortæller Fisker, der håber på at kunne sikre sig tredje sejr i sæsonen mod aftenens modstander.

- Vi ved, at det bliver en sindssyg svær kamp, og det bliver en stor udfordring. Men det er det, topkampe kan – at man møder sin nærmeste modstander og kan lægge sig i front. Vi går ind til kampen med en kæmpe selvtillid oven på rigtig mange uger og måneders gode resultater. Og vi har jo slået dem to gange før i sæsonen, så vi ved, at vi kan, fortæller matchvinderen fra seneste opgør.

- Sidste gang vi mødte dem, var kampen blæst godt op, men det bliver nok endnu mere i aften. Vi nærmer os afslutningen på sæsonen, og selvom der er syv kampe igen, er det stadig en afgørende og vigtig topkamp. Så jeg forventer en vaskeægte topkamp med gang i lægterne og en masse Brøndby-fans, der har glædet sig til den her kamp. 

Hos Betfair kan du lige nu få odds 3,75 på, at Fisker eller en af holdkammeraterne scorer i kampens sidste kvarter, ligesom det skete to gange i søndagens Derby.

I Brøndby IF handler det igen i aften om at spille sit eget spil, hvilket har virket godt i løbet af sæsonen. Men man møder også en hold, der har en tydelig spidskompetence, når det kommer til dødbolde. Og selvom fokus stadig er på sig selv, mener Kasper Fisker, at det giver mening også at tænke lidt over, hvordan man skal forsvare sig mod modstanderens våben.

- Vi har jo set, at de scorer meget på dødbolde, så selvfølgelig skal vi være påpasselige med ikke at give dem for mange muligheder på den front. Men det handler også om at forsvare dødboldene med stolthed. Vi skal ikke være bange for dem, men derimod fokusere på at vi faktisk også er gode på defensive dødbolde, og at vi sagtens kan håndtere det. 

Der er udsolgt i udebaneafsnittet på MCH Arena, men du kan følge kampen på 3+ med kickoff kl. 20:00, og hvis du ikke er i nærheden af et fjernsyn, leverer Brøndby Live opdateringer fra kampen på Twitter

Foto: Getty Images