Masterclass-overblik: Næsten fuldt hus for talenterne

16.04.2018 14:25

Superligatruppen leverede i går et suverænt comeback mod FCK, men det var ikke det eneste blågule comeback i weekenden. Brøndby IF's Masterclass-hold var nemlig også i aktion hen over weekenden, og her bød især én af kampene på en rigtig flot og tiltrængt sejr.

U19: Stabil indsats
Frederik Birks U19-talenter har i den seneste tid været meget stabile i deres præstationer, hvor det kun er blevet til en enkelt svipser i de seneste fire opgør i U19-ligaen. I weekenden gjaldt det så Silkeborg IF på udebane, og det blev til endnu en flot sejr til de blågule.

Cheftræneren var også godt tilfreds efter kampen, men efterlyste samtidig en smule kynisme.

- Vi starter lidt tøvende og bruger det første kvarter på at finde fodfæste, men derefter sætter vi os på spillet. Silkeborg står generelt dybt i banen og prøver dermed at ødelægge noget af det, som vi er gode til - for eksempel vores omstillinger. Det lykkedes også til dels, men jeg står alligevel på sidelinjen med en fornemmelse af, at vi får produceret det, vi skal, og at det kun er et spørgsmål om tid, før vi får scoret. Vi går til pausen med en 2-0 føring, og det eneste, der ærgrer mig, er, at vi ikke har sat det sidste søm i kisten endnu.

- Efter pausen kommer vi lidt langsomt ud igen, og det gør, at de får et lidt heldigt mål efter et indlæg. Så bliver kampen jo pludselig lidt åben igen, og de har efterfølgende et par kontramuligheder. Men som kampen skrider frem, får vi alligevel lukket den og vinder fuldt fortjent 4-1.

- Jeg kan godt mærke, at spillerne har spillet mange kampe på det sidste - både i pokalen og i Reserveligaen - og at vi måske derfor manglede de sidste 10 procent, sagde Frederik Birk, der allerede kan se sit hold i aktion igen på onsdag, når de møder Hvidovre på udebane i pokalturneringen.

U19: Silkeborg – Brøndby IF 1-4 (0-2)
0-1 Magnus Warming
0-2 Filip Blazek
1-2
1-3 August Frandsen
1-4 Mileta Rajovic

Startopstilling:

Magnus Warming – Mileta Rajovic

Agust Hlynsson

Morten Frendrup – Peter Bjur

Filip Blazek

Lucas Rejnhold – Anton Hendriksen – Joel Kabongo – Christian Enemark

Mads Hermansen

Udskiftere: Frederik Tønsberg, August Frandsen, Ertugrul Teksen

U17: Fantastisk comeback
U17-holdet har i den seneste periode ikke præsteret helt så godt, som man havde kunnet håbet på. Derfor var der ikke meget, som tydede på, at de skulle vende et truende 3-0-nederlag til en sejr. Ikke desto mindre var det, hvad der skete, efter at de unge talenter leverede et fantastisk comeback.

Cheftræner Frank Hjortebjerg var forståeligt nok meget tilfreds med sine spillere efter kampen.

- Vi starter faktisk kampen ganske udmærket, og jeg synes derfor ikke, at vi var så dårlige, som det lyder, når vi er bagud 3-0. Vi kommer bagud på et straffespark og en standardsituation, hvor jeg synes, vi er lidt uheldige. 
Efterfølgende var jeg meget spændt på at se drengenes reaktion nu, efter vi ikke har haft så meget tur i den på det sidste. Men de kværnede videre, og vi kommer helt fortjent tilbage i kampen, og går til pause med 3-2. I anden halvleg spiller vi endnu bedre og ender med at hive sejren hjem.

- Vi havde rystet posen lidt op til denne kamp og havde taget nogle flere yngre spillere med, som virkelig viste, at de godt kan stå distancen i sådan en kamp. Der var mere energi, flere løbet meter og et stærkere samlet udtryk i denne her kamp, end der har været i et stykke tid. Det var rigtig godt at se, fortalte Hjortebjerg efter kampen.

Næste kamp for U17-drengene er på tirsdag mod Hvidovre på udebane i pokalturneringens semifinale

U17: Silkeborg – Brøndby IF 3-4 (3-2)
1-0
2-0
3-0
3-1 Victor Sørensen
3-2 Matin Saleh
3-3 Victor Sørensen
3-4 Lucas Brandt Andersen

 

Frederik Valdbjørn – Andrew Oseni – Victor Sørensen

Oliver Rytter - Simun Sólheim– Laurids Brandt Andersen

Jacob Rasmussen – Elias Gärtig – Tobias Lindhardt – Matin Saleh

Tobias Juul

Udskiftere: Muamer Brajanac, Oliver Edip, Nikolaj Pedersen.

U14: Endnu en sejr
U14 har endnu til gode at tabe i 2018. Det står klart efter, at de i weekenden slog Hørsholm-Usserød 2-0 på hjemmebane. For Morten Corlin og hans drenge blev det en kamp, som de blågule styrede hele vejen igennem, men ikke helt fik udnyttet spilovertaget så meget, som træneren gerne ville have.

- Vi sidder på det hele fra start til slut. Jeg tror, vi har 25 skud på mål i kampen, og Hørsholm har vist kun ét enkelt, så det var klart en fortjent sejr. Hvis man skal være lidt kritisk, så er vores omgang med bolden for langsom. Generelt har vi det lidt svært, når vi møder modstandere, der fuldstændig overlader det til os at skabe kampen. Vi ender jo med at vinde ret sikkert, men det er ikke, fordi vi skaber et hav af store chancer. Mange af vores skud på mål er enten halve chancer eller skud langt ude fra.

- Nu glæder vi os til to fede kampe mod FC Nordsjælland - både i pokalen og i vores række hvor vi nok bliver matchet lidt mere, udtalte en glad Morten Corlin efter kampen.

U14: Brøndby IF – Hørsholm-Usserød 2-0 (1-0)
1-0 Oscar Sejrup
2-0 Mikel Fredsgaard

Solomon Opoku – Oscar Sejrup – Kasper Larsen

Jonas Krøll – Kasper Heerfordt

Deniz Arabaci

Jonas Nørrestrand – Mikkel Fredsgaard – Hugo Ryg – Hüsseyin Tokat

Mikkel Hvenegaard

Udskiftere: Philip Näf, Hjalte Andersen

U13: Uheldige med ikke at få sejren
Azad Corlu's U13-drenge tog i weekenden imod B93 fra Østerbro i en kamp, som desværre ikke endte med en sejr til de blågule, selv om chancerne og spillet klart var i blågult favør. Azad Corlu var efter kampen tilfreds med spillet, men ærgerede sig over de mange spildte chancer.

- Vi spiller to vidt forskellige halvlege. I første halvleg synes jeg, at B93 spiller fint med, og vi er langt fra det udtryk, som vi gerne vil have. Vi presser ikke som et hold, og vores afleveringer sidder ikke i skabet. I anden er vi altdominerende; jeg tror, at B93 er over midten to, tre gange. Vi holder spillet på deres banehalvdel og spiller os til rigtig mange chancer, men kan simpelthen ikke få den ind over stregen.

- Nogle gange kan vores fysik være lidt en hæmsko for os, da vi oftest er mindre fysisk stærke end de andre hold. Men jeg er egentlig ikke særlig bekymret over det. For mig handler det om, at vi giver det rigtige udtryk og spiller os frem til de chancer, vi skal, og det synes jeg helt klart, at vi gør.

Brøndby IF – B93 1-1 (1-1)
1-0 Diyar Avci
1-1

Startopstilling:

Michael Opoku – Diyar Avci – Benjamin Kold

Ludwig Vraa – Hector Vinsteen

Mikkel Durlev

Matteo Grosso – Kean Tran – Kian Sørensen – Mathias Jensen

Aksel Røntved