Faninformation forud for søndagens Derby

13.04.2018 11:00

Kom i god tid på søndag
På søndag gælder det igen Nordens største derby mellem Brøndby IF og FC København. Derbyet vil være uden udebanefans, hvorfor de trafikale indvirkninger vil være mindre end normale Derbyer på Brøndby Stadion, ligesom der ikke vil være afspærringer omkring Brøndby Stadion, som man normalt kender det fra Derbyer.

Vi forventer dog udsolgt, og der vil derfor være mange fans i området. Vi anbefaler derfor, at man tager tidligere mod stadion end til en normal Alka Superligakamp på Brøndby Stadion. På grund af de mange fans på stadion, vil der også være mange, der skal igennem indgangene. Vi anbefaler derfor, at man finder sin plads tidligt for at undgå kø ved indgangene, og så vi kan få alle fans ind på stadion inden kickoff.

På J. Jensen-tribunen er alle billetter unummererede, og kommer man i større grupper, anbefaler vi ligeledes at komme i god tid for at være sikker på at kunne sidde samlet.

Billetinfo
Såfremt der er flere billetter tilbage, vil de kunne købes i billetskuret bag Sydsiden og i den mobile billetvogn bag J.Jensen-tribunen.

Parkering
Vi forventer udsolgt til kampen, hvilket gør trafikken meget tæt omkring Brøndby Stadion. Vi har til kampen fået åbnet endnu en parkeringsplads bag Brøndby Rådhus, så der nu er 500 pladser. P-pladserne P1 og P2 vil være forbeholdt sponsorer, mens P3 og P4 vil være åbne. Dog vil der være gymnastikopvisning i Brøndby Hallen, hvorfor de pladser først vil være ledige løbende.

Du kan se en oversigt over parkeringsmulighederne her.

Offentlig transport
Efter dialog med DSB vil der være ekstra kapacitet på B-linjen. Busdriften vil være normal i retning mod Brøndby Stadion. Fra Brøndbyøster station kan du benytte bus 13 mod Brøndby Strand st. og bus 22 i retning mod Glostrup st.

Fra Glostrup st. kan du benytte bus 500S mod Ørestad st., bus 166 mod Vallensbæk st. og bus 22 mod Husum Torv. Fra Brøndby Strand station kan du benytte bus 500S mod Kokkedal st. og bus 166 mod Nordhavn st.

Brøndby Stadion åbner tidligt
Normalt er det kun Sydsiden, der åbner to timer før kampstart på Derbyer, men til søndagens kamp vil dette gælde alle tribuner. Vi forventer mange mennesker på stadion, så vi opfordrer alle til at finde sine pladser tidligt.

Foto: Getty Images