Over 9.300 solgte sæsonkort

24.03.2018 13:20

Med Mesterskabsspillet rundt om hjørnet og udsigt til fem meget imødesete opgør på Brøndby Stadion har der været en kæmpe efterspørgsel på billetter til kampene på Brøndby Stadion. En efterspørgsel så stor at Billettos hjemmeside i onsdags var nede i to timer, og at der allerede nu kan meldes udsolgt til Sydsiden Nedre til sæsonens sidste kamp mod AaB.

Måske derfor er salget af sæsonkort steget voldsomt de seneste par dage. Der er i hvert fald nu solgt over 9.300 sæsonkort til Brøndby Stadion. Et fantastisk højt tal, som bekræfter den store støtte der er til Drengene fra Vestegnen.  

Men kan det stadig betale sig at købe et sæsonkort? Ja, det kan det.

Det er stadig billigere at købe et halvårssæsonkort til Sydsiden og J. Jensen-tribunen end at købe enkelte billetter til de fem kampe. På Loxam-tribunen er vi lige akkurat kommet forbi knækket i forhold til besparelsen. Til gengæld nyder du som sæsonkortholder flere eksklusive fordele. 

Med et halvårssæsonkort er du ikke blot sikret en fast plads til alle Mesterskabsspillets hjemmekampe, du får også forkøbsret til bl.a. det kommende Derby på udebane og fremtidige kampe i DBU Pokalen samt masser af andre fordele, som du kan læse mere om her.

Foto: Getty Images