Guide til forårets Alka Superliga

08.02.2018 14:15

Når AC Horsens og FC Midtjylland sparker forårssæsonen i Alka Superliga i gang på fredag, kan det for Brøndby IF's vedkommende blive et af de mest interessante halvår i lang tid.   

Men den nye struktur kan stadigvæk være lidt svær at forstå fuldstændig, for hvordan er det nu med det grundspil og mesterskabsspil? For at gøre det hele lidt mere overskueligt har vi prøvet at lave en lynguide til Brøndby IF's kampe og muligheder her i foråret.

Grundspillet
26 runder hvor alle hold møder hinanden både ude og hjemme. Derefter går nr. 1-6 videre til mesterskabsspillet, imens nr. 7-14 forsætter til gruppespillet. Alle point og mål bliver taget med til mesterskabsspil/gruppespil.
Der blev spillet 19 runder i efteråret, hvilket vil sige, at der mangler syv runder, før Brøndby IF starter på mesterskabs- eller gruppespil. 

Kampprogram for Brøndby IF i grundspillet
Da man endnu ikke ved, hvilke hold der ender på hvilke pladser, kender vi også kun kampprogrammet for den resterende del af grundspillet i Alka Superliga: 

11. februar kl. 18: 
Lyngby Boldklub vs. Brøndby IF
Find din billet her.

18. februar kl. 18: 
Aalborg Boldklub vs. Brøndby IF
Find din billet her.

25. februar kl. 16:
Brøndby IF vs. FC Helsingør
Find din billet her.

1. marts kl. 20:
FC Midtjylland vs. Brøndby IF
Find din billet her.

4. marts kl. 18:
Brøndby IF vs. Odense Boldklub
Find din billet her.

11. marts kl. 18:
AC Horsens vs. Brøndby IF
Find din billet her.

18. marts kl. 18: 
Brøndby IF vs. Hobro IK

Mesterskabsspillet
10 runder hvor alle fra top seks møder hinanden både ude og hjemme. Det hold med flest point efter alle 36 runder kan kalde sig Danmarksmestre. 

Gruppespillet
Nr. 7-14 bliver inddelt i to puljer. Derefter bliver der spillet seks runder, hvor holdene mødes ude og hjemme.  

Pulje 1:
Nr. 7, 10, 11 og 14 fra grundspillet. 
Pulje 2: 
Nr. 8, 9, 12 og 13 fra grundspillet  

Herefter bliver holdene yderligere inddelt i henholdsvis Europa Playoff og Alka Superliga Playoff.

Europa Playoff
De bedst placerede fra hver af de to puljer møder hinanden ude og hjemme i to playoffkampe, som vi kender det fra Champions League. Nr. 1 fra pulje 1 møder nr. 2 fra pulje 2, imens nr.2 fra pulje 1 møder nr. 1 fra pulje 2.  

De to tabere slutter henholdsvis på 9. og 10. pladsen i Alka Superligaen. 

De to vindere mødes ude og hjemme i kampen om pladsen i Europa-kvalen.

Vinderen af Europa Playoff møder derefter nr. 3 eller 4. fra mesterskabsspillet (afhængig af pokalvinderen) i én afgørende kamp på udebane. 

Vinderen af den kamp sikrer sig Danmarks sidste europæiske plads. 

Alka Superliga Playoff
De to dårligst placerede i hver af de to puljer i gruppespillet møder hinanden ude og hjemme. Nr. 3 i pulje 1 møder nr. 4 i og pulje 2, imens nr. 4 fra pulje 1 møder nr. 3 fra pulje 2. 

De to tabere møder hinanden ude og hjemme om henholdsvis 13. og 14. pladsen

De to vindere møder hinanden ude og hjemme om henholdsvis 11. og 12. pladsen. 

Nr. 14 rykker direkte ned i 1. Division og bliver erstattet af vinderen fra 1.Division.

Nr. 12 og 13. skal spille to kvalkampe ude og hjemme, hvor de møder nr. 2 og 3 fra 1.Division. Vinderne af de to kampe spiller næste sæson i Alka Superligaen, imens taberne skal spille i 1. Division. 
Simpelt ikke? 

Foto: Getty Images