Brøndby Masterclass klar med TOP-center Brøndby

05.02.2018 10:40

I forrige uge var repræsentanter fra DBU sammen med omkring 50 trænere og ledere fra Brøndby IF’s partnerklubber til møde på Brøndby Stadion. Her blev de første sten lagt til TOP-center Brøndby, der er en ny satsning inden for talentarbejde i Danmark.

Der kommer til at være i alt 29 topcentre i Danmark, og TOP-center  Brøndby starter op den 2.marts, hvor Brøndby Masterclass kan tilbyde op til 24 spillere i aldersgruppen U10-U12 at træne med én gang om ugen. 

I den forbindelse har Brøndby IF fuldtidsansat Christian Sørensen, som fodboldfaglig ansvarlig for TOP-center Brøndby. Og TOP-centertræner Christian Sørensen glæder sig over den nye mulighed for at arbejde endnu mere med den talentmasse, der er i partnerklubberne. 

- Med TOP-center Brøndby må vi træne mere med de spillere, som har særlige forudsætninger. Tidligere har vi ikke kunnet træne så meget med dem, men med TOP-centeret kan vi tilbyde op til 24 spillere pr. årgang at træne med på TOP-center Brøndby. Her kan vi være med til at forløse det store potentiale, som vi tror på, der er i vores lokalmiljø, fortæller Christian Sørensen.

TOP-centeret har 13 partnerklubber tilknyttet, der alle ligger lokalt og regionalt. Bag projektet er DBU, som er med til at lægge retningslinjerne, for hvordan et TOP-center skal drives, og i Brøndby Masterclass glæder man sig til at bygge videre på den viden, man allerede har efter flere år med samarbejdsklubber rundt omkring i landet. 

- Nu får vi muligheden for at træne en gang om ugen med de spillere, der er tilknyttet TOP-centeret, og det er selvfølgelig en fordel for os, men i høj grad også for spilleren, da TOP-center Brøndby kan være med til at tilbyde god træning for den store talentmasse, der er i vores lokalmiljø. 

Der er lagt faste regler for, hvordan et TOP-center må drives, og disse regler skal sikre, at man får mest muligt ud af talenterne i Danmark. En af de regler er, at der ikke må spilles kampe, men TOP-centertræningen udelukkende skal indeholde træning. Og det giver anledning til endnu mere fordybelse og fokus på de spillernes individuelle kvaliteter.

- Jeg glæder mig til at forsætte det gode arbejde, vores partnerklubber har lavet med deres spillere og være endnu mere med til at forløse potentialet hos spillerne. Vi kommer til at arbejde meget individuelt og have fokus på deres spidskompetencer. 

Der vil være tæt kontakt med klubberne i forhold til spillernes udvikling, og i den forbindelse vil der også være to spillersamtaler om året til spillerne.  

Du kan læse mere om den nye talentsatsning fra DBU her.