Brøndby IF søger en webshopansvarlig

21.01.2018 09:15

Vi søger en webshopansvarlig, der kan være med til at udvikle Brøndby Shoppen på den digitale front.

Brøndby IF er inde i en spændende udvikling både sportsligt og kommercielt, hvor der er lagt en klar og tydelig strategi for de kommende år, som der arbejdes efter. Som del af vores strategi 6.4 er digitalisering et vigtigt ben for at kunne udvikle Brøndby Shoppen yderligere. Her får den webshopansvarlige en central rolle i at drive udviklingen.
 
Med reference til merchandisechefen kommer du til at indgå i et shop- og marketingteam på syv personer, der arbejder tæt sammen om både planlægning og gennemførelse af kampagner samt styring af den daglige drift.
 
Stillingen er nyoprettet, og dit primære ansvarsområde bliver at videreudvikle og drifte webshoppen med et kommercielt fokus, hvor både salg og indtjening skal øges. 
 
Dit arbejdsområde:
  • Optimere webshoppen (øge salg, øge konverteringsrate, forbedre brugeroplevelse)
  • Planlægning og udvikling af digitale kampagner (nyhedsbreve, SoMe, Google ads etc) i tæt samarbejde med marketing. Både på egne brands og hummel, der er vores tøjpartner.
  • Daglig vedligeholdelse af vores webshop.
  • Oprettelse og optimering af produktsider og produktkategorier (index banners, packshots, tekster etc). 
  • Udarbejde analyser og rapporter (Google analytics) i tæt samarbejde med den dataansvarlige i marketing.
  • Løbende kontakt til webudbyder (backend).
Vi er på udkig efter en digital profil, der både er ambitiøs, nysgerrig og kreativ.
 
Du skal have interesse for sport og mode, og du skal være bevidst om, at både udvikling og drift vægter lige højt i forretningen. Så det, du tilrettelægger, skal du også være med til at gennemføre og følge op på. Ligeså skal du være klar på at give en hjælpende hånd i butikken, hvis det kræves. 
 
Din uddannelse kan have forskellig karaktér, men du skal have en digital profil og helst gerne have erfaring med webshops fra tidligere job.  Det er ikke et krav - men en klar fordel - hvis du har et godt kendskab til grafiske programmer (Adobe-pakken).  Du skal ligeledes have en struktureret og analytisk tilgang til jobbet, selvom du har en kreativ drivkraft.
 
Tiltrædelse: Snarest muligt.
 
Send en kort ansøgning samt CV til marketingchef, Thomas Skov Petersen, [email protected] senest den 9. februar 2018. Vi indkalder og afholder løbende samtaler i takt med, vi modtager ansøgninger.