Landsholdsoverblik: Masterclass-talenter med i danske sejre

19.01.2018 12:45

Fem spillere fra Brøndby Masterclass har i den seneste uge byttet den danske vinterkulde ud med noget lunere himmelstrøg, da U19-, U17- og U16-landsholdet har været på træningslejr i Cypern. 

Hermansen og Bjur
I den danske U19-trup var de blågule farver repræsenteret i skikkelse af målmand Mads Hermansen og kantspiller Peter Bjur. Oprindeligt var også Casper Hauervig udtaget til træningskampene i det cypriotiske, men grundet skade måtte målmanden tage tilbage til Brøndby. 

Fra Danmark kunne han se sine rødhvide holdkammerater vinde 1-0 i første kamp mod Cypern, hvor Mads Hermansen debuterede på U19-holdet, da han vogtede målet i anden halvleg. Peter Bjur var at finde på bænken under hele kampen.

Hverken Bjur eller Hermansen fik minutter i benene mod Litauens U21-landshold, som danskerne besejrede på overlegen vis med cifrene 7-1. Tidligere på dagen fik Mads Hermansen dog fuld spilletid i kamp nummer to mod Cypern, der sluttede 1-1. 

Med to sejre og en uafgjort fik U19-landsholdet dermed en god forberedelse til forårets vigtige kvalifikationskampe til EM.

Pyndt, Frendrup og Brajanac
Cypern var modstanderen over to træningskampe for U17-landsholdet, der talte Brøndby-talenterne Andreas Pyndt, Morten Frendrup og Muamer Brajanac.

Alle tre talenter kom i spil til første kamp mod værtsnationen, hvor Andreas Pyndt og Morten Frendrup startede inde og fik de første 77 minutter i den danske 3-2-sejr. Andreas Pyndt noterede sig oven i købet for en scoring, da han gjorde det til 2-1. 

Mens Muamer Brajanac kun fik de sidste 30 minutter i første kamp mod Cypern, fik angriberen fuld spilletid i opgør nummer to. Her kunne Pyndt og Frendrup fra bænken se holdkammeraterne hive en 1-0-sejr i land. 

Næste gang, U17-holdet skal i aktion, er den 21. marts, hvor kvalifikationen til sommerens EM-slutrunde i England begynder.