Genbrugskrus er igen at finde på Brøndby Stadion

14.11.2017 14:34

Ligesom i sæsonen 2014/15 vil genbrugskrusene, Stack Cups, igen være en del af kampdage på Brøndby Stadion, hvor de vil erstatte de nuværende tynde, engangsplastikkrus. Det gør man, da man ønsker at minimere mængden af affald på tribunerne og samtidig gøre kampafviklingen på stadion mere miljøvenlig.
 
De nye genbrugskrus vil være uden hank, og som navnet afslører, så kan det fyldes op flere gange. Genbrugskruset vil have en pant på 10 kroner, som man får returneret, når man indleverer krusene i en af boderne efter brug. Man er selvfølgelig også velkommen til at tage kruset med hjem.
 
Krusene vil komme i brug for første gang til hjemmekampen mod FC Nordsjælland den 19. november og vil derefter være at finde fast på Brøndby Stadion.