Kvindeholdet på rette vej

09.11.2017 15:40

Med 25 point indtager Brøndby IF’s kvinder andenpladsen i 3F-ligaen efter 10 kampe. Hullet op til førstepladsen, som besiddes af Fortuna Hjørring, lyder på 8 point, men cheftræner Per Nielsen er ikke bekymret for pointafstanden.

- Tabelmæssigt ligger vi som forventet. Det er ikke overraskende, at vi pointmæssigt er lidt bagud i forhold til Fortuna - taget udskiftningen i sommer og de nye unge spillere i betragtning. Vi er i gang med en proces rent spillemæssigt, og det går den rigtige vej. Vi spiller gode kampe, og vi spiller mindre gode kampe, men pilen peger hele tiden den rigtige vej, fortæller Per Nielsen, der er meget fortrøstningsfuld i forhold til det nye hold, der består af mange unge spillere:

- Som jeg hele tiden har sagt, er det her en lang proces, hvor vi skal arbejde henimod at få bygget et nyt hold op. Det halve år her har været starten, hvor vi har lagt grundstenene og bygget ud fra dem, så det ser rigtig fornuftigt ud. 

Trods positive takter i turneringsregi måtte kvinderne i oktober vinke farvel til Champions League, hvilket ærgrer cheftræneren – især efter det gode resultat i Lillestrøm.

- Specielt i Norge spiller vi en rigtig klog kamp. Pigerne fulgte taktikken 100 %, og med lidt held havde vi også vundet uden, at det havde været ufortjent. Havde vi fået et mål deroppe, havde det været en anden kamp i Brøndby. Den kamp herhjemme bar desværre lidt præg af, at vi er nyt hold, der svinger lidt i præstationerne. Vi vidste godt, at det ville blive en lige kamp, og Lillestrøm er en smule foran os. Jeg ville naturligvis gerne have været videre. Mest på grund af at mange af de unge piger ville have haft godt af at få en europæisk kamp mere, fordi det giver noget andet end at spille mod holdene herhjemme. 

Et af holdene herhjemme er konkurrenterne fra Fortune Hjørring, som Brøndby-holdet tager imod på lørdag. Per Nielsen spår en tæt kamp præget af masse fight og er ikke i tvivl om, hvad en sejr til de blågule ville betyde:

- Moralsk ville en sejr give ekstremt meget – både i forhold til de sidste kampe inden vinterpausen og i forhold til pokalkampen mod Fortuna i februar. 

Du kan se kampen på bane 2 med kickoff kl. 13:00.