Kom til pigefodbold-camp på Brøndby Idrætsefterskole

17.10.2017 11:45

Lørdag den 11. november og søndag den 12. november åbner Brøndby Idrætsefterskole dørene for alle piger, der brænder for fodbold. Fodbold-campen strækker sig over begge dage og indeholder i alt fem træningspas med trænere i absolut topklasse. Herudover vil der være indlagt kortere foredrag og praksisøvelser om mental træning, fysisk træning og kost/ernæring.

Fodboldpigerne kan se frem til at blive trænet af to tidligere topspillere fra Brøndby IF, når Per Nielsen, der styrede det blågule forsvar i 547 kampe og i dag står i spidsen for det succesfulde damehold, sammen med den tidligere Brøndby IF- og landsholdsspiller Gitte Andersen står for træningsøvelserne. 

Prisen for campen er 400 kroner og inkluderer træning, foredrag, frokost og mellemmåltider samt vand/sportsdrik og frugt i forbindelse med træning. Herudover vil alle deltagere også få en særlig spillertrøje med navn på.

Campen er udelukkende for fodboldglade piger i årgangene '02, '03 og '04. Dit niveau er ikke afgørende - så længe du brænder for fodbold.

Tilmelding sker pr. mail til [email protected]. I mailen skal følgende fremgå:
- Navn
- Årgang
- Klub
- Trøjestørrelse

Du kan finde begivenheden og læse mere om campen på Facebook.