16. SEPTEMBER 2017 kl. 09:00
Jan Kliment: Føler mig hjemme i Brøndby

Med holdkammeraterne og administrationen som tilskuere kan han afsløre sit navn på landsholdsvæggen. Blandt koryfæer som Michael Laudrup, Peter Schmeichel og Daniel Agger står der nu også Jan Kliment - det eneste tjekkiske navn på væggen, der hænger ved indgangen til Sydsiden.

Landsholdsdebuten kom mod Müller, Hummels, Kroos og de andre tyske verdensmestre, efter Kliment havde åbnet Alka Superliga-sæsonen med tre mål og lige så mange oplæg i syv kampe. Halvanden måned efter sæsonåbneren. For sådan er tjekkens fodboldliv; det går rasende stærkt. 

Men vi starter i Tjekkiets 18. største by, Jihlava, hvor der endnu ikke var kommet så meget fart på 5-årige Jan Kliment. Om end hans far måske ville det anderledes.

Med far Roman som coach
Kliment startede i den lille klub FC Vyso?ina Jihlava i hjembyen, og efter blot et par år i klubben talte holdet to Kliment’er – Jan og hans far Roman Kliment, der var træner for holdet. Roman stod i spidsen for sønnen og de andre holdkammerater de næste seks år, og selvom det kan lyde betryggende at have sin far ved sin side på fodboldholdet, var det en hård tid for den unge Jan Kliment.

- Han krævede altid meget af mig og forventede, at jeg hele tiden blev bedre og kunne løbe længere, fortæller Kliment, der ikke er i tvivl om, at faderens engagement på fodboldbanen gav Jan noget, de andre holdkammerater ikke havde.

- Der er ingen tvivl om, at jeg aldrig ville være her, hvis ikke han havde krævet meget af mig og presset mig. Så jeg er ham selvfølgelig taknemmelig. Han troede på mig og kunne tydeligt se et stort talent i mig. Når jeg havde spillet en dårlig kamp, var både han og jeg skuffede. Nu hvor jeg er blevet ældre, kan jeg slappe lidt mere af og nyde at spille fodbold.

Den hårde træning fra Roman gav pote, og som 16-årig kunne Jan Kliment skrive under på sin første kontrakt med FC Jihlava. 

Indtil videre var der ikke for alvor kommet fuld fart på Jan Kliments karriere, men der var ingen tvivl om, at den vævre offensivspiller var et stort talent, der skulle satses på. Og efter godt 30 kampe i den bedste tjekkiske række samt et lejeophold til den slovakiske klub Dukla Banska Bystrica kunne Jan Kliment støde til det tjekkiske U21-landshold, der kunne se frem til en EM-slutrunde i hjemlandet.

Og symptomatisk for Kliments karriere senere hen førte det ene til det andet med voldsom hastighed.

- Gennem hele min karriere har jeg spillet på kanten, men på et tidspunkt fik vi ny træner, og han skubbede mig ind på midten, så jeg skulle til at spille central angriber. Og efter et halvt år blev jeg indkaldt til U21-holdet for at repræsentere Tjekkiet ved U21-EM på hjemmebane. Det var lidt et tilfælde, at jeg blev indkaldt, fordi ham, der normalt spillede angriber, blev skadet. Så det var ret vildt lige pludselig at skulle repræsentere mit land med en håbefulde fans.

Endnu mere symptomatisk for Kliments karriere var det, at han skulle ende med at vinde slutrundens topscorerpris på blot 49 minutters spil i kampen mod Serbien.

- Jeg kan huske lige efter, jeg scorede de tre mål i slutrunden, ringede min mobil uafbrudt i tre-fire timer. Og på de sociale medier gik folk også helt amok over det. Det var meget vildt, og jeg havde selvfølgelig aldrig prøvet noget som helst lignende.

Topscorerprisen endte med at være det eneste, Kliment og Tjekkiet kunne glæde sig over, efter de måtte se sig slået i gruppespillet. Men de tre mål fra den unge, nyslået angriber havde pludselig fået hele fodboldeuropa til at rette opmærksomheden mod den lille klub FC Jihlava.

Nyt kapitel i Stuttgart
- Jeg vandt topscorertitlen ved slutrunden, og to uger efter var jeg til lægetjek i Stuttgart. Det var meget surrealistisk – lige pludselig var mit liv ændret. Der var ingen i Jihlavas historie, der nogensinde havde taget sådan et spring – den naturlige rækkefølge er at rykke til en lidt større klub i Tjekkiet og derefter skifte til udlandet. Men for mig gik det direkte til Bundesligaen, husker Jan Kliment, som nu skulle indstille sig på at spille sine hjemmekampe på et stadion, der kunne huse hele befolkningen i hans hjemby Jihlava - og stadig have 10.000 ledige pladser.  

Jan Kliment var skiftet til noget nyt og meget ukendt, men der var heldigvis hjælp at hente i klubben – blandt andet fra cheftræner Alexander Zorniger, der selv havde været meget insisterende på at få den unge tjekke til klubben. 

- Det var fedt at komme til Stuttgart til at starte med, og der var også en anden fra Tjekkiet, Adam Hlousek. Han hjalp mig meget, for jeg snakkede hverken tysk eller engelsk, så det var meget svært at vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Derudover hjalp Coach mig også, og jeg var med i truppen til de første mange kampe, hvor jeg oftest blev skiftet ind og fik den sidste halve time cirka. 

Jan Kliment havde det godt sammen med Alexander Zorniger, men der gik ikke lang tid, før angriberen første gang stiftede bekendtskab med tyskerens kompromisløse stil.

- Inden jeg kom til Tyskland, havde jeg altid været vant til at tage hjem umiddelbart efter træning. Men en dag i Stuttgart havde jeg været i bad og taget tøj på og var på vej ud af døren, da Coach stoppede mig på vejen. Han forstod ikke, hvor jeg var på vej hen, og han tog mig i hånden og førte mig tilbage til omklædningsrummet for at skifte tilbage til træningstøjet, så jeg kunne styrketræne yderligere.

- Han er meget opmærksom på alt, og han snakker meget med sine spillere. Han pakker det ikke ind, og han kan være meget kontant, når han siger sin mening, men det kan jeg godt lide. Det er bedre at få at vide, at han er irriteret på én for at spille dårligt, end at man slet ikke får noget at vide efter en kamp. Men han er selvfølgelig også hurtig til at rose én, når man har spillet en god kamp. 

For Kliment var den Zornigers stil selvfølgelig ikke helt uvant. Det var faktisk den stil, han kendte allerbedst fra sine tidlige fodboldår, hvor hans far havde trænet ham. Og selv joker han med, at Zorniger er ”min anden far”.  

- Så alt gik godt, men da Coach forlod klubben (i november samme år, red), ændrede meget sig, og den nye træner kendte intet til mig. Lidt senere rejste Hlousek også videre, og jeg følte mig derfor helt alene. Alle på holdet havde familier, de havde taget med til Tyskland eller som boede der i forvejen, så efter træning var der ikke noget socialt liv. Man træner, og så tager man hjem bagefter. Det er noget helt andet end her i Brøndby, hvor der er et stort sammenhold. 

”Hjemme i Brøndby”
Nu er turen gået til Danmark, hvor Jan Kliment har boet i København i godt et år. 

- Jeg elsker at bo i København. Eneste minus er parkering, og nogle gange er jeg nødt til at sætte min bil en halv time væk fra lejligheden. Men det overlever jeg nok. Jeg kan godt lide at bo tæt på byen, hvor man kan gå på café og i det hele taget gå rundt på de store pladser og blandt mange mennesker. 

Efter at have oplevet, hvordan tingene lunhurtigt kan ændre sig i fodbold, og hvordan enkelte hændelser kan vende op og ned på det hele, nyder Kliment nu at have fået nogenlunde ro på livet i Danmark. 

- Jeg føler mig mere hjemme her i Brøndby efterhånden. Min kæreste er flyttet herop nu, og det hjælper gevaldigt på det. Når jeg er i Tjekkiet til landsholdspause eller ferie, har jeg taget mig selv i at sige, at jeg skal hjem bagefter. Det er vel et godt tegn. 

På fodboldbanen nyder Kliment også lejeopholdet i Brøndby IF, hvor han igen nyder, at der bliver troet på hans evner – og hvor han har fået endnu en chance fra sin tyske ’far’.

- Han (Alexander Zorniger, red.) har reelt set givet mig tre chancer – én i Stuttgart, én i Brøndby første gang, og nu endnu én i form af forlængelsen af lejeaftalen. Så jeg er glad for at vide, at både han og Troels (Bech, red.) tror på mig, og de ved også, hvilke områder jeg skal forbedre mig i. De er meget vigtige for mig, de to. 

Kliment kom til Brøndby IF i en periode, hvor hele holdet var i stor fremgang, og det var derfor svært for alvor at bide sig fast i startopstillingen. Men Kliment har hele tiden nydt godt af den gode stemning i omklædningsrummet, og han er sikker på, at det store sammenhold kan ses inde på banen. 

- Vi holder meget sammen som spillere, men også som angribere isoleret set. Selvom Kamil for eksempel ikke spiller fra start lige i øjeblikket, støtter han mig og opmuntrer mig, ligesom jeg gjorde det, da det kørte for ham og Pukki seneste sæson. Det betyder meget, at man kan mærke støtten fra dem, der sidder på bænken. 

Selvom Jan Kliment blot er på leje i Brøndby IF, ser han det som en ny base. Et sted, hvor han kan slappe af og genfinde glæden ved at spille fodbold. Og spørger man ham om, hvad der skal ske efter lejeopholdet på Vestegnen, ryster han blot på hovedet og smiler. Jan Kliment ved om nogen, hvor hurtigt tingene kan ændre sig i fodbold.