17. APRIL 2017 kl. 15:50
Brøndby IF skriver kontrakt med Hany Mukhtar

Brøndby IF og Hany Mukthar har i dag sagt ja til hinanden, da der blev skrevet under på en 4-årig kontrakt.

Den tyske midtbanespiller kom til Brøndby IF i sommer på en 12 måneders lejekontrakt fra den portugiske storklub Benfica. I lejekontrakten var der en frikøbsklausul, og det er denne klausul, Brøndby IF nu har valgt at udnytte.

Sportsdirektør Troels Bech fortæller her, hvorfor man har valgt at få Hany Mukthar fast tilknyttet til Brøndby IF.

- Hany er en spiller, som ikke blot kan levere det ekstraordinære i en kamp, men han er samtidig en spiller, for hvem fællesskabet betyder rigtig meget. Det er klart, at når en spiller som Hany i den grad skiller sig ud fra mængden i Alka Superligaen, så bliver der lagt mærke til det. Hany er i sin tid i Brøndby IF således blevet udtaget til det tyske U21-landshold, og vi ved, at der er mange klubber, der har holdt et særdeles skarpt øje med ham. 

Der har været mange spekulationer om det - inden for de økonomiske rammer Brøndby IF har - kunne lykkes at holde på en spiller som Hany Mukthar. Det kunne det, lyder det fra Troels Bech.

- Vi har en klar økonomisk rettesnor i Strategi 6.4, og derfor har vi også et bestemt økonomisk råderum, vi kan agere indenfor. Det har Hany haft stor respekt for, og uden at jeg skal gøre mig klog på, hvilke fordelagtige og økonomisk meget attraktive tilbud han ellers har haft på hånden fra andre klubber, så har det igennem hele forløbet været klart for mig, at Hany har tilvalgt fællesskabet i Brøndby IF frem for noget andet. Det understreger blot for mig, at han er en spiller, som ikke blot har hjernen med sig, men også hjertet.

Blandt Brøndby fans har der været stor begejstring over Mukthar og hans evner på banen, og faktisk har begejstringen været så stor, at der er sat en indsamling i gang blandt Brøndby-fans for at beholde ham. Det har imponeret Troels Bech.

- Det er fantastisk at se, hvordan Brøndby fans gang på gang forstår at organisere og engagere sig i vores klub. Jeg ved, at Hany har været meget imponeret over den opbakning, fansene giver klubben og spillerne, og det har betydet meget for hans valg, at vores fans har taget godt imod ham. Jeg kan også forstå, at der påbegyndt en indsamling, så vi kunne beholde Mukthar, og det siger vist alt om, hvor meget Brøndby-fans vil, at vi lykkes. 

Lejekontrakten med Benfica udløber den 1. juni, og herefter begynder den 4-årige kontrakt med Hany Mukthar, som dermed løber frem til sommeren 2021.

Brøndby Shoppen fejrer kontraktunderskrivelsen ved at give gratis Mukhtar-tryk på ryggen, hvis du kigger forbi butikken på stadion efter kampen og køber en Brøndby-trøje (spar 125 kroner).