Nørgaard: Hård fight og lidt for rodet

01.12.2016 10:20

Tre point søndag blev fulgt op med tre point onsdag, da Brøndby IF var på besøg i Randers. Men modsat kampen mod Silkeborg på hjemmebane var holdets nummer 19, Christian Nørgaard, tilbage i startopstillingen, da de blågule gæster vandt 1-0 på mål af Christian ”Greko” Jakobsen. 

Og Nørgaard havde nok at se til på den defensive midtbane i en kamp, der lagde lynhurtigt fra start.

- Første halvleg blev spillet i et alt for vildt tempo, hvor vi godt nok fik skabt en masse chancer, men samtidig giver vi også meget væk. Så det var lidt for rodet med for mange chancer i begge ender, indrømmer Nørgaard, der dog også mener, at netop den lidt rodede kamp gjorde det endnu bedre for Brøndby-spillerne at forlade banen som sejrherrer.

- Sejren smager da af lidt mere, når den falder så sent i kampen efter en hård fight. Det var en rodet kamp, hvor vi endte med at trække det længste strå, men i første halvleg havde vi samtidig også fire store chancer, hvor vi kunne afgøre det.

Som sædvanlig fik Christian Nørgaard og holdkammeraterne fuld opbakning fra de mange Brøndby-fans, der så stort på, at kampen blev spillet en hverdagsaften kl. 20:00 326 kilometer fra Brøndby Stadion.

- Fansene var outstanding, og det tror jeg også godt, at de selv ved. Det giver så meget selvtillid, for de præsterer bare uge efter uge, ligesom vi stræber efter. Så jeg håber, at de fik en fantastisk tur hjem fra Randers – det gjorde vi i hvert fald.

Foto: Getty Images