- Vil skabe en flot stemning

29.11.2016 16:00

Søndag aften hentede Brøndby IF tre point, da Silkeborg blev besejret med 3-1 på Brøndby Stadion. Men blågule fans Danmark rundt skal ikke vente længe på at se spillerne i aktion igen. Således tager Alexander Zornigers mandskab til Randers, hvor de skal i aktion onsdag kl. 20:00.

Når Brøndby-fansene indtager diverse udebaneafsnit er det oftest med flag og bannere, og Brøndby IF’s fankoordinator, Lasse Bauer, forventer, at det samme gør sig gældende onsdag aften i Randers.

- Vi har selvfølgelig læst om de udfordringer, Viborgs fans har oplevet ved deres seneste besøg i BioNutria Park, og vi håber og forventer ikke, at vi løber ind i de samme udfordringer i morgen aften. Vi kommer som altid en masse Brøndby-fans med ét eneste ønske, og det er at give vores spillere støtte og opbakning i det, der tyder på at blive en spændende topkamp. 

- Selvfølgelig kommer langt de fleste folk på stadion i morgen aften for at se en god kamp, men man skal heller ikke underkende, at stemningen fra hjemmeholdets og udeholdets aktive fans er afgørende for at trække endnu flere folk på stadion og løfte hele oplevelsen, hvilket er i alles interesse. Vi har rigtig mange fantastiske fans i Jylland, så der skal nok komme en god flok på udebaneafsnittet og skabe en flot stemning.

Lasse Bauer har rosende vendinger til udebaneafsnittet på BioNutria Park, som er blevet en bedre oplevelse siden stadion for nogle år tilbage blev udvidet. 

- Efter Randers FC fik udvidet deres stadion, er stemningen på udebaneafsnittet blevet rigtig fin. Det øvre afsnit til udebanefansene er et rigtig fedt afsnit, hvor vi virkelig kan give den gas. Det gør så heller ikke noget, at vi for et par år tilbage, sikrede os bronzemedaljerne netop derovre, slutter fankoordinatoren.

Foto: Getty Images