God weekend for Brøndby Masterclass

07.11.2016 14:59

Brøndby IF's U17- og U19-hold var rejst til Vejle, hvor de begge var i aktion lørdag eftermiddag. Det resulterede i en sejr og en uafgjort. Andetsteds sluttede U13-drengene sæsonen med en sejr over topholdet.

U19: Et point i velspillet kamp
Auri Skarbalius’ U19-mandskab hentede sæsonens første uafgjorte resultat, da de spillede 1-1 mod Vejles U19-hold. Cheftræneren var tilfreds med spillernes indstilling, men det var effektiviteten, der manglede for at hente alle tre point.

- Vi kom til kampen med den rette indstilling, og vi kunne ikke sætte fingeren på noget i forhold til ærgerrighed og parathed. Men vi mødte et dygtigt Vejle-hold, og det var en meget fin U19-kamp med tempo, nærkampe og fin kvalitet. Men i begge ender manglede der effektivitet. Det er vi naturligvis meget ærgerlige over.

- Spillerne var rigtig skuffede efter kampen, og jeg tror, at det er første gang, de samlet som gruppe har været skuffet på den måde.

I den kommende weekend har U19-holdet fri. Nu ser Auri frem til at komme på træningsbanen og knokle videre.

- Vi skal arbejde endnu hårdere i hverdagen, så træningen minder mere om kampsituationer, og så vi er klar til at gribe vores chancer.

U19: Vejle – Brøndby IF 1-1 (1-1)
1-0: Sebastian Bruhn (21’)
1-1: Magnus Häuser (25’)

 

Andreas Bruus – Oliver Carrara – Bertram Gjelfort

Tobias Noer – Magnus Häuser

Marco Petersen

Frederik Tønsberg – Joel Kabongo – Andreas Kaltoft – Christian Johansen

Casper Hauervig

Bænken: Christian Enemark, Armend Aslani og Jonas Helleberg Madsen

 

U17: Sejr efter målrig første halvleg
U17-drengene står efter weekendens tur til Vejle noteret for syv sejre og to nederlag, som giver en total på 21 point. Brøndby-spillerne fik nettet til at blafre hele fire gange i første halvleg, mens Frank Hjortebjerg beskriver det som et mirakel, at de ikke fik bolden over stregen i anden halvleg.

- Vi kom udmærket ud til kampen og havde en god følelse, men vi kunne godt se, at Vejle havde fart og drev i deres omstillinger. Vi tænkte, at det kunne komme til at give lidt udfordringer, og det var tilfældet ved deres første scoring.

- Det var blandt andet noget af det, vi snakkede om i pausen. Vi snakkede om, at vi skulle blive bedre til at lukke ned for deres omstillingsmuligheder, og her har vi nogle førsteårs, som skal lære den del af spillet. I anden halvleg holdt vi Vejle fuldstændig fra chancer, mens det var lidt et mirakel, at vi ikke fik scoret.

På trods af Brøndby IF’s tidlige føringsmål kunne spillerne se sig selv være bagud efter to hurtige Vejle-scoringer midtvejs i første halvleg. Cheftræneren var dog meget tilfreds med reaktionen på de to scoringer.

- Spillerne reagerede fint på at komme bagud. De kørte på, og vores presspil fungerede fint. Vi prøvede at veksle lidt mellem at stå meget højt og andre gange stå lidt lavere, så vi kunne få pusten. Det lykkedes udmærket.

Med tre scoringer inden for et kvarter vendte Brøndby-spillerne bøtten og sikrede sig en 4-2-sejr i Vejle.  

U17: Vejle – Brøndby IF 2-4 (2-4)
0-1: Mikkel Eslund (5’)
1-1: Jacob Kristensen (16’)
2-1: Rami Mostapha (17’)
2-2: Jesper Lindstrøm (26’)
2-3: Andreas Pyndt Andersen (30’)
2-4: Muamer Brajanac (40’)

Startopstilling

Jesper Lindstrøm – Muamer Brajanac  Magnus Warming

Andreas Pyndt Andersen – Mikkel Eslund

Morten Frendrup

Lucas Steen – Benjamin Laursen – Anton Hendriksen – Victor Sørensen

Mads Hermansen

Bænken: Lasse Munkholm, Ertugrul Teksen og Roni Arabaci

 

U13: Sejr over topholdet
Søndag eftermiddag tog Brøndby IF’s U13-mandskab en tur til Frederiksberg, hvor topholdet KB ventede. Det lignede altså på papiret en svær opgave, og i det første indbyrdes opgør i sæsonen måtte de blågule se sig slået med 1-5.

Denne gang blev historien en anden, da KB indkasserede sæsonens andet nederlag.

- Det var sidste turneringskamp for U13, og det var en rigtig spændende en af slagsen. Til oplægget talte vi meget om vilje, energi og lyst til at arbejde for sit hold og klubben. Det var vigtigt at give spillerne tro på, at vi ved at arbejde hårdt for hinanden kunne lykkes med at få en sejr med hjem. Vi skulle angribe kampen fra start med højt pres og stor energi -  vi ville vise KB, at vi var 10 procent mere klar end dem, fortæller Christian Sørensen, assistenttræner for U13-holdet.

- Taktisk lykkedes vi fint. Et af vores fokuspunkter var at lukke af op gennem midten, hvor de gerne vil spille. I stedet skulle vi forsøge at presse dem ud på siderne, og det håndterede vi fint.

- Der er stor ros til spillerne for deres hårde arbejde, og vi viste, at vores topniveau er rigtig fint.
Det var en god kamp at slutte turneringen på, men kampen viser igen tydeligt, at vi skal bruge mange chancer på at lave mål, og det skal vi arbejde med hen over vinteren.

Brøndby IF’s U13-hold ender på en fjerdeplads i tabellen.

U13: KB – Brøndby IF 2-4 (0-1)
0-1: Lucas Boksa
1-1: KB
1-2: Huseyin Tokat
1-3: Solomon Opoku
2-3: KB
2-4: Deniz Arabaci

Startopstilling

Kasper Larsen – Solomon Opoku – Huseyin Tokat

Kasper Heerfordt

Noah Broe – Mikkel Fredsgaard – Lucas Boksa

Mikkel Jensen

Bænken: Deniz Arabaci, Lukas Poulsen og Hugo Ryg

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).