Brøndby IF og FCN mødtes til spændende ungdomsprojekt

20.10.2016 10:11

Onsdag i efterårsferien var der masser af fodbold på Brøndby IF’s træningsbaner. U13-, U14- og U15-spillere fra Brøndby IF og FC Nordsjælland krydsede nemlig klinger under lidt anderledes omstændigheder.

De to klubber havde inddelt spillerne fra de tre årgange efter relativ alder, og det er der en rigtig god grund til. Kenneth Brogaard, T+-træner i Brøndby IF, forklarer, at det udligner de fysiske uligheder, der normalt kan være meget udtalte i ungdomsfodbold. Dermed er de fodboldmæssige kompetencer i høj grad i fokus.

- Vi har valgt at inddele spillerne i tre grupper efter vægt. Det giver eksempelvis ikke altid mening, at en 14-årig dreng spiller med sine jævnaldrene, som kan være væsentligt højere og tungere. I dette projekt spiller U14-spilleren sammen med U13-spillere, og her vil han opleve, at han faktisk er hurtig på fødderne, og at han kan være med, når de fysiske elementer i spillet ikke fylder lige så meget.

- Mandag og tirsdag har vi haft træningspas, hvor spillerne ligeledes har været inddelt i grupper. I træningerne har vi fokuseret på short games, en mod en, to mod to og tre mod tre, og det har været nogle sindssygt koncentrerede træninger, hvor det var spændende at se, at nogle af spillerne har arbejdet med at finde sig selv igen.

Det er andet år, at Brøndby IF og FC Nordsjælland spiller denne type kampe, og i FCN-lejren deler de optimismen omkring samarbejdet.

- Jeg synes, det er et godt initiativ. Det er vores ansvar som talentansvarlige og som trænere at sørge for, at spillerne får den rette tid og opmærksomhed. Brøndby og vi (FC Nordsjælland, red.) deler en passion for talentudvikling, og derfor samarbejder vi om dette, fortæller Kenneth Rasmussen, T+-træner i FC Nordsjælland.

- Fysik kan have en stor indvirkning på spilletid, præstationer, selvtillid i ungdomsrækkerne. Det fysiske aspekt kan nogle gange overskygge, at vi har med en rigtig dygtig fodboldspiller at gøre, som ikke får de succesoplevelser, hans talent berettiger til. Det er en mulighed for at spille drengene på deres fysiske niveau. De, som normalt er fysisk underlegne, kan typisk få nogle nederlag. Det er en god platform for dem til at få en succesoplevelse.

Udover spillerne fra Brøndby IF's U13-, U14- og U15-hold var der otte gæstespillere med til træningerne mandag og tirsdag og kampene onsdag. 

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).