Idrætsklasser er en gevinst for Masterclass-spillere

18.10.2016 14:45

Fire ugentlige træningspas og kamp i weekenden – sådan så hverdagen ud for fodboldspillerne på U14 og U15 i Brøndby Masterclass indtil for to år siden. I 2014 blev der nemlig oprettet Idrætsklasser på Brøndbyvester Skole, og det giver helt nye muligheder for de unge talenter.

- Før idrætsklasserne på Brøndbyvester Skole så dagens lys, havde vores yngste spillere kun mulighed for at træne fire gange om ugen. Morgentræningerne giver plads til, at vores bedste spillere kan få den rette mængde træning nu.

- Ydermere så er morgentræningerne nogle af de bedste træningspas, vi har i løbet af ugen. Spillerne er klar i hovederne om morgenen, og det kan mærkes på intensiteten. Der er en anden ro og et andet fokus, og det er virkelig dejligt, fortæller Frank Hjortebjerg, som er U17-træner i Brøndby IF.

Idrætsklasserne betyder rent praktisk, at fodboldspillerne kan træne tirsdag og torsdag fra 08:00 til 09.30. Således er en gruppe af de unge Masterclass-talenter gået fra fire til seks ugentlige træningspas.

Udvikling på træner- og elevfronten

Det går kun en vej for fodboldlinjen på Brøndbyvester skole, og det er fremad. Samarbejdet mellem Brøndby Masterclass og Brøndbyvester skole startede med Kenneth Brogaard som træner, og i dag er der tre trænere tilknyttet morgentræningerne. Det er Morten Corlin fra Brøndby IF’s U14-hold, John Ranum fra Brøndby IF’s U15-hold og Frank Hjortebjerg fra Brøndby IF’s U17-hold.

De tre trænere har rundt regnet 20 spillere fra idrætsklasserne med i den daglige træning i Brøndby Masterclass, som altså alle har flere timer på grønsværen til at optimere og træne individuelle kvaliteter.

Udover fodbold er idrætsklasserne pt. også repræsenteret i sportsgrenene bordtennis, håndbold, svømning og skydning.

Foto: arnason.dk