Selskabsmeddelelse 19/2016 - Ny hovedsponsor

09.08.2016 10:02

BRØNDBYERNES IF FODBOLD A/S
Cvr.nr. 83 93 34 10

Brøndby, den 9. august 2016

SELSKABSMEDDELELSE NR. 19/2016
 

Brøndby IF – Hovedsponsor

Brøndby IF har i dag indgået en 4-årig aftale med Arbejdernes Landsbank omkring hovedsponsoratet, således at Arbejdernes Landsbank pr. 1. juli 2017 overtager hovedsponsoratet efter Bet25, bl.a. med eksponering på brystet af Brøndby IF’s trøje. 

- Vi har længe haft et tæt og stærkt samarbejde med Arbejdernes Landsbank. Derfor er vi meget tilfredse med, at Arbejdernes Landsbank fra sommeren 2017 er vores nye hovedpartner. Tilbage i 2014 indgik vi et strategisk samarbejde med Arbejdernes Landsbank, hvor de gik ind i en central rolle som co-sponsor i Brøndby IF. Det er dette samarbejde, der nu udvides, så Arbejdernes Landsbank fra sommeren 2017 bliver hovedpartner frem til 30. juni 2021, siger administrerende direktør Jesper Jørgensen.

- Vi gik ind i samarbejdet med Brøndby IF tilbage i 2014 som co-sponsor, da Brøndby IF er et stærkt brand med masser af muligheder for at få aktiveret sponsoratet. Vi har allerede nydt godt af dette samarbejde, og derfor var det naturligt for os at tage det næste skridt og blive hovedpartner for Brøndby IF. Vi glæder os som kommende hovedpartner til at få aktiveret sponsoratet til gavn for vores kunder og vores netværk, og derigennem få skabt endnu mere forretning, siger kommunikation- og marketingdirektør hos Arbejdernes Landsbank, Peter Froulund.

Det er aftalt mellem parterne, at de økonomiske elementer i aftalen ikke offentliggøres.

Da aftalen først træder i kraft i 2017, påvirker aftalen ikke Brøndby IF’s forventninger til årets resultat før skat for 2016.

Se meddelelsen som PDF her.

Brøndby IF
Jesper Jørgensen
Administrerende direktør

Information
Yderligere information om denne meddelelse kan fås hos administrerende direktør Jesper Jørgensen på telefon 43 63 08 10.