Arbejdernes Landsbank bliver hovedsponsor for Brøndby IF

09.08.2016 10:30

Brøndby IF og Arbejdernes Landsbank har i dag indgået en 4-årig aftale omkring hovedsponsoratet i Brøndby IF. Det nye hovedsponsorat træder i kraft pr. 1. juli 2017, hvor Arbejdernes Landsbank overtager fra Bet25.

- Vi har længe haft et tæt og stærkt samarbejde med Arbejdernes Landsbank, og derfor er vi meget tilfredse med at Arbejdernes Landsbank fra sommeren 2017 er vores nye hovedpartner. Tilbage i 2014 indgik vi et strategisk samarbejde med Arbejdernes Landsbank, hvor de gik ind i en central rolle som co-sponsor i Brøndby IF. Det er dette samarbejde som nu udvides, så Arbejdernes Landsbank fra sommeren 2017 bliver hovedpartner frem til 30. juni 2021, siger administrerende direktør Jesper Jørgensen.

Glæden over den nye aftale er også stor hos Henrik Bartholdy, der er kommerciel direktør i Brøndby IF.

- I strategi 6.4, som vi præsenterede i foråret, understregede vi vigtigheden af et stort kommercielt fokus, bæredygtig udvikling og fællesskab. Alle tre punkter passer perfekt i aftalen med Arbejdernes Landsbank, der har været med os som co-sponsor siden 2014.

- Sammen har vi hele tiden arbejdet på at optimere samarbejdet, og vi har fået aktiveret Arbejdernes Landsbanks partnerskab i klubben så godt, at de nu har ønsket at udvide det til et hovedsponsorat. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, og glæder os til at udvikle samarbejdet endnu mere, understreger Henrik Bartholdy.

Høj tilfredshed blandt partnerne

I strategi 6.4 har Brøndby IF lagt stor vægt på at have høj tilfredshed blandt partnerne gennem blandt andet indsigt i partnernes forretningsmodeller og på den måde øge værdiskabelsen for alle parter, og den værdiskabelse har Peter Froulund, der er marketingsdirektør i Arbejdernes Landsbank, allerede mærket i samarbejdet med Brøndby IF.

- Vi gik ind i samarbejdet med Brøndby IF tilbage i 2014 som co-sponsor, da Brøndby IF er et stærkt brand med masser af muligheder for at få aktiveret sponsoratet. Vi har allerede nydt godt af dette samarbejde, og derfor var det naturligt for os at tage det næste skridt og blive hovedpartner for Brøndby IF.

- Vi glæder os som kommende hovedpartner til at få aktiveret sponsoratet til gavn for vores kunder og vores netværk, og derigennem få skabt endnu mere forretning, siger Peter Froulund.

Det er aftalt mellem parterne, at de økonomiske elementer i aftalen ikke offentliggøres.