Magnus Eriksson solgt til Djurgården

16.06.2016 17:00

Den svenske offensivspiller Magnus Eriksson skifter fra Brøndby IF til Djurgårdens IF i Allsvenskan.

- Vi fik for nylig en henvendelse fra Djurgården på Magnus Eriksson, og da Magnus selv gerne selv ville forfølge den mulighed, blev vi enige med Djurgården om betingelserne for et skifte, fortæller Brøndby IF's sportsdirektør, Troels Bech, og tilføjer:

- Magnus nåede ikke at finde sit topniveau i sin tid i Brøndby IF, hvilket begge parter selvfølgelig er kede af. Det kan der være forskellige grunde til, men når alt kommer til alt, så er Magnus en utrolig vellidt person blandt holdkammeraterne og i klubben som helhed.

- Derfor vil vi heller ikke stå i vejen for Magnus, der forhåbentlig i Djurgården kommer til at vise alle, hvor dygtig en spiller han er.

Magnus Eriksson har været glad for tiden i Brøndby IF, men glæder sig også til sin nye start. 

- Jeg vil altid være glad for den tillid, Brøndby viste mig, da de hentede mig sidste sommer, og det har været fedt at opleve den ramme, som Brøndbys fans formår at skabe. 

- Jeg fik ikke vist det topniveau, jeg har. Det er der mange årsager til, men nu kigger jeg fremad. Jeg vil savne kammeraterne i omklædningsrummet, men glæder mig samtidig til at vende hjem til Sverige og starte på en frisk, siger Magnus Eriksson.

26-årige Eriksson, der i Brøndby IF spillede med nummer 10, nåede at spille 30 kampe. Han scorede tre gange.