Masterclass: En sejr, to uafgjorte og to nederlag

12.04.2016 11:47

En overstået weekend er som regel en ærgerlig ting, men med en overstået weekend følger også en opsamling på Masterclass-weekenden, og det er i hvert fald ikke en skidt ting. Alle fem hold fra Brøndby Masterclass har været i aktion i weekenden, og desværre har ikke alle resultater gået Brøndby-holdenes vej.

U19-holdet tog en hjemmesejr, da AGF var på besøg på Vestegnen. U17-holdet måtte gå målløse fra banen, da de spillede 0-0 mod AGF. Både U15- og U14-holdet var søndag taget en tur til Køge, og begge hold måtte desværre rejse hjem med nederlag i bagagen. Sidst, men ikke mindst, spillede U13-holdet 0-0 ude mod Lyngby Boldklub.

U19-sejr da AGF var på besøg

Efter sidste weekends nederlag til FC Nordsjælland havde U19-holdet noget at revanchere, da AGF lørdag eftermiddag kom på besøg på hjemmebanen i Brøndby. Det skulle ende med at blive en rigtig god dag, selv om Brøndby-holdet kom bagud i kampen. 1-0 nede efter første halvleg kæmpede holdet sig tilbage i anden halvleg, og de endte med at vinde kampen 3-1. De blågule kasser blev sat ind af Amir Al-Ammari, Magnus Haüser og Rasmus Grosen. Cheftræner Frederik Birk var glad for holdets mentale styrke, og han var tilfreds med, at holdet kunne vinde selv på en mindre god dag.

- Vi kommer lidt rystet ud, og vi kommer bagud meget hurtigt i kampen. Det var en skidt indledning, og første halvleg var en rodet affære. AGF spillede lange bolde, og de satstede på duelspillet, hvor de var stærke. Så vi haltede efter i både tanke og handling i første halvleg. I pausen talte vi om, at der skulle noget mere energi, noget mere vilje og noget mere aggressivitet til.

- I anden halvleg kommer vi bedre med i kampen, og vi får sat nogle flere passinger sammen. Rasmus Grosen (billedet) skal have stor ros, da han kom fra bænken og virkelig gjorde en forskel. Han havde en fod med i alle tre mål. Det var en fodboldmæssig knap så god kamp, men holdet viser endnu en gang, at de har rigtig god moral og kommer tilbage, selv om de er bagud. Vores mentale styrke er intakt, og mentaliteten om at man arbejder for hinanden, den er til stede.

- Vi skal arbejde med vores fase 1 og vores opbygningsspil den næste tid.

U19: Brøndby IF - AGF 3-1 (0-1)
0-1
1-1 Amir Al-Ammari
2-1 Magnus Haüser
3-1 Rasmus Grosen

Startopstilling

Armend Aslani - Daniel Stückler - Andreas Bruus

Amir Al-Ammari - Magnus Häuser

Marco Petersen

Tobias Noer - Gregers Lauritzen - Anton Skipper (U17) - Christian Enemark

Jacob Pryts

Bænken: Andreas Henriksen (ikke anvendt), Janus Samuelsen og Rasmus Grosen.


Nulløsning for U17-holdet på hjemmebane mod AGF

I tirsdags spillede U17-holdet turneringskamp på udebane mod FC Nordsjælland, hvor holdet desværre tabte 2-0. Lørdag eftermiddag kunne holdet med Albert Capellas i spidsen byde velkommen til AGF på hjemmebanen i Brøndby. Brøndby-mandskabet formåede at holde AGF fra at score, men de fik desværre ikke selv puttet en bold i kassen, og dermed endte kampen uden scoringer. Capellas var tilfreds med, at holdet holdt nullet, men han ville gerne have haft mere kontrol i kampen især i anden halvleg..

- Vores første halvleg var bedre end vores anden halvleg. Vores fase et og to fungerede okay, men vi manglede at skabe nogle flere chancer. Jeg var tilfreds med vores opbygningsspil, som især blev forbedret efter de første 10-15 minutter. De pressede bedre i anden halvleg, hvilket gav os flere problemer. 

- Vi mistede nogle lidt for nemme bolde, og det åbnede kampen mere op. Anden halvleg var for åben, i forhold til hvordan jeg gerne vil have, vi skal spille. Vi vil gerne kontrollere kampene mere og holde fast i bolden, og på den mere styre rytmen og tempoet i kampen. Jeg er glad og tilfreds med, at holdet spillede til nul. Når man ikke kan vinde, er det vigtigt, at man ikke taber.

U17: Brøndby IF - AGF 0-0 

Startopstilling

Andreas Pyndt - Ertugrul Teksen - Jonas "Mini" Madsen

Jonas Rosfeldt - Karl Dines Appelt

Mads Eslund

Emil Bundgaard - Lasse Munkholm - Benjamin Laursen - Christian Johansen

Casper Hauervig

Bænken: Younes Jai, Jesper "Jobbe" Lindstrøm og Bertram Gjelfort.
 

Første nederlag i foråret til U15-drengene

Frank Hjortebjergs tropper skulle søndag formiddag en tur til Køge, hvor HB Køges U15-hold ventede. Brøndby-holdet er kommet godt i gang i foråret med to sejre, men i denne kamp endte HB Køge med at trække det længste strå. Køge vandt 2-0 på to mål inden for det sidste kvarter, og dermed var det første nederlag i foråret en realitet for Brøndby-mandskabet. Cheftræneren mente, at nederlaget var fortjent, men han mente også, at holdet er meget klar til revanche på onsdag, hvor de skal møde samme HB Køge-mandskab i pokalen.

- Nederlaget var helt fortjent, det er der ikke noget at pille ved. Vi mødte et HB Køge-hold, som i forhold til fight, dueller og basistingene var bedre end os på dagen. Vi skal lære og arbejde med, at den del af fodboldspillet er en vigtig del af gamet. Det handler ikke altid om flot pasningsspil og de rigtige positioner, men også om fight og energi. 

- Efter sådan en kamp skal man kigge indad og se, hvor man kan forbedre sig. Det er ikke kun spillerne, som kan lære noget. Vi som trænerteam vil gerne forbedre os hele tiden, og derfor skal man lære af en oplevelse som den i weekenden.

- Vi glæder os rigtig meget til på onsdag, hvor vi møder HB Køge i kvartfinalen af pokalen. Det er så sjældent, at man i fodbold får lov at møde det samme hold tre dage senere i nogenlunde samme opgave. I kampen skal vi arbejde på nogle af de ting, vi manglede i weekendens kamp, og det glæder vi os til.

U15: HB Køge - Brøndby IF 2-0 (0-0)

Startopstilling

Victor Sørensen - Albert Jakobsen - Kristoffer Sørensen

Lasse Mouritsen - Mikkel Eslund

Morten Frendrup

Mateo Lombart - Lukas Karlson - Marco Bramstorp - Matin Saleh

Simon Rossil

Bænken: Roni Arabaci, Oliver Høgsberg og Martin Bisgaard.
 

Nederlag til U14-holdet i Køge

Bo Nielsens mandskab havde i forårspremieren hentet et uafgjort resultat mod Slagelse, og de skulle forsøge at hente første sejr, da de spillede på udebane mod HB Køge. De måtte desværre, ligesom U15-holdet, rejse tomhændet hjem, da de tabte kampen 2-1. Brøndby-målet blev sat ind af Giran Pyne-Cole. Cheftræner Nielsen mente, at Køge-holdet vandt fortjent. 

- Vi startede fint i første halvleg, og vi burde have været foran efter et par åbne chancer. Desværre kom vi så bagud på en omstilling, og efter deres scoring blev vores spil mere låst. Det var en fysisk præget kamp med mange dueller, og der gjorde de det rigtig godt. Vi forsøgte at holde fast i vores spil og holde bolden i egne rækker. 

- Som kampen skred frem, prøvede vi at være mere direkte. Det gjorde også, at vi fik scoret et mål til 1-1. Vi satsede for at score det afgørende andet mål, men blev i stedet fanget på en omstilling, som de scorede på. 

U14: HB Køge - Brøndby IF 2-1
1-0
1-1 Giran Pyne-Cole
2-1

Startopstilling

Nikolaj Pedersen - Andrew Oseni - Alexander Petræus

Giran Pyne-Cole - Mads Holten

Frederik Valdbjørn

Calle Holluf - Benjamin Berg - Oscar Salling - Aske Jensen

Tobias Juul

Bænken: Abdullah Iqbal, Mathias Kvistgaarden og Rasmus Højlund (U13).
 

Nullert for U13 mod Lyngby

U13-talenterne skulle forsøge at matche sidste uges storsejr, da de på udebane var oppe imod Lyngby BK. Holdet spillede en skidt første halvleg, hvor der var for mange berøringer på bolden, og spillet var for langsomt. I anden halvleg fik Brøndby-drengene lagt et pres på hjemmeholdet, og de kom frem til flere store chancer, men desværre udeblev skarpheden. Dermed endte kampen 0-0.

U13: Lyngby BK - Brøndby IF 0-0

Startopstilling

Oliver Lippert

Magnus Ravn - Rasmus Højlund - Janus Seehusen - Sebastian Brodersen

Filip Andersen - Marinus Larsen

Andreas G. Pedersen

Bænken: Mathias Skolnik, Anton Barlach og Youcef Mokdad.

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).