Brøndby IF sætter Turbo på talentudviklingen

29.02.2016 14:00

Siden Henrik Lehm skiftede stillingen som A+-træner i Brøndby IF ud med en titel som cheftræner i HB Køge, har talentchef Kim Vilfort i samarbejde med Troels Bech midlertidigt stået i spidsen for Brøndby Masterclass.

En af deres opgaver har været at finde en permanent løsning til posten som A+-træner i Danmarks mest målrettede og dedikerede talentudviklingsprogram. Den opgave har de nu bragt til ende, og en ny træner er blevet ansat med start den 1. april 2016.

- Vi er utroligt glade for at kunne præsentere Bent Christensen Arensøe som A+-træner i Brøndby IF. Vi har kigget på mange rigtig dygtige og interessante kandidater, men da Bent blev en reel mulighed, var valget ikke svært.

Læs også: Foråret blev åbnet med en 1-0-sejr over Hobro IK

- Hans fortid som både spiller og træner i klubben, for både Alka Superliga-mandskabet og talenterne, giver ham en unik indsigt i vores arbejde og det fællesskab, der præger Brøndby IF. Bent har siden 2005 haft talentarbejdet i fokus som træner for blandt andet U19 i Brøndby og som U19-landstræner siden 2013, så vi kunne ikke have ønsket os en stærkere kandidat til opgaven, lyder det fra sportsdirektør Troels Bech.

Læs også: Pukki: Vi var aggressive og pressede fremad

Den kommende A+-træner Bent ”Turbo” Christensen Arensøe glæder sig til at vende tilbage til Brøndby IF.

- Min trænerkarriere har været koncentreret om talentudvikling - først som U19-træner i Brøndby IF og siden som landstræner for U19-landsholdet - og at være med til at udvikle talenter til det højeste niveau i Danmark er noget af det mest spændende, jeg kan forestille mig. 

Læs ogå: Frank: Tilfreds med de tre point

- Brøndby Masterclass har allerede et rigtig stærkt fundament, og jeg glæder mig til at bygge oven på dette og give Danmarks bedst sammensatte talentudviklingsprogram endnu et løft, siger Bent Christensen Arensøe og tilføjer:

- Og så bliver det godt at vende ’hjem’ og endnu en gang at blive en del af Danmarks stærkeste fællesskab.