Matchvinder-Rashani: Sejren samler holdet

23.08.2015 18:25

Sjette runde i Alka Superligaen endte med en tiltrængt Brøndby-sejr på 1-0 mod SønderjyskE hjemme på Brøndby Stadion.

Kampens eneste mål blev sendt ind af Elba Rashani, der havde fået chancen fra start til dagens kamp, og matchvinderen var glad for at kunne sætte tre point ind på Brøndby IF’s Superligakonto. 

- Jeg er selvfølgelig glad for scoringen. Jeg ligger og lurer på en nedfaldsbold i feltet, og den ender med at komme præcis, hvor jeg vil have den. Og så lægger jeg den i det korte hjørne.

- Det er en dejlig og vigtig sejr for hele holdet, og man kan allerede mærke lettelsen over, at vi fik sejren i dag. Det er sådan nogle sejre her, som samler os som hold, og jeg synes også, at vi viser den rette attitude i dag på banen. Og så bliver vi selvfølgelig også hjulpet af vores fantastiske fans – vi vidste, at de trængte til sejr lige så meget som os, og det var en stor motivation for os. 

- Jeg giver mig 100 procent, hver gang jeg får muligheden for at hjælpe mit hold. Den fik jeg i dag, og så er det også om at gribe den. Og det synes jeg, at jeg gjorde i dag.