Tak fra bestyrelsen og ledelsen

04.06.2015 10:00

Sæsonen 2014-2015 er ved at være spillet til ende, og fra bestyrelsens og ledelsens side kan vi med tilfredshed konstatere, at vi har opnået den sportslige målsætning om en tredjeplads. Med endnu en kamp og tre point at spille om står det allerede klart, at denne sæson har givet flere sejre og point end sidste sæson (16 sejre og 55 point versus 13 sejre og 52 point). Ja, vi skal faktisk tilbage til sæsonen 2008/2009 for at finde en højere pointhøst. Men selvom bronzemedaljerne er i hus, vil vi selvfølgelig kæmpe alt, hvad vi har lært, for sæsonsejr nummer 17, når vi søndag møder Esbjerg fB på et forhåbentligt helt gult Brøndby Stadion. For i det nye Brøndby vil vi vinde. I alle kampe!

Hvis vi kigger dybere end på resultaterne alene, så har holdet via præstationerne i forårssæsonen udvist en stabilitet, ikke mindst på udebane, og et stærkt defensivt fundament, som vi skal bygge videre på og lægge nye elementer til. I den forbindelse vil vi gerne takke samtlige spillere, ledere og medarbejdere i den sportslige sektor for et målrettet og dedikeret stykke arbejde i denne sæson. 

Vi er på rette vej

Når dommeren på søndag fløjter af efter sæsonens sidste kamp, så skal vi først og fremmest fejre bronzemedaljerne sammen, men det er også tid til at evaluere sæsonen og præstationerne på og uden for banen samt kigge frem mod den nye sæson. De første skridt i Vision 2017, og dermed rejsen mod mesterskabet senest i 2018, er taget i denne sæson. Den rejse fortsætter vi ufortrødent med i den kommende sæson. Målsætningerne er qua bronzemedaljerne med tilfredshed nået, men vi må ikke glemme, at vi stadig er i gang med at opbygge et hold og en klub, der skal spille med helt i toppen af dansk fodbold, sportsligt og kommercielt, hvert eneste år.

Organisatorisk og økonomisk er vi også på rette vej. Vi følger den udstukne kurs i Vision 2017, og såvel årsregnskabet for 2014 samt nøgletallene fra første kvartal i år, peger på, at udviklingen er positiv og inden for de rammer, vi har lagt ud. Nøgleordene fra bestyrelsens side er økonomisk ansvarlighed og målet er, at vi senest i 2017 leverer sorte tal i regnskabet. Det kræver, at vi fortsætter den tilfredsstillende udvikling på og uden for banen, og det er vores klare forventning, at vi er i stand til at bygge videre på det seneste halvandet års gode takter.

Tusind tak til alle omkring klubben

Den positive sportslige og kommercielle udvikling, vi har været vidner til i denne sæson, er kun blevet en realitet på grund af den massive og imponerende støtte, som vi i Brøndby IF oplever hver eneste dag fra moderklub, fans, sponsorer og samarbejdspartnere. 

I løbet af sæsonen har vi således oplevet en stigende opbakning og interesse fra sponsorer og samarbejdspartnere, og blandt de nye sponsorer i den forgangne sæson finder vi bl.a. vores nye hovedsponsor, Bet25, og co-sponsor, Arbejdernes Landsbank. At vi i Brøndby IF er i stand til igen at tiltrække stærke nationale brands som sponsorer er et udtryk for den positive udvikling, vi som klub er midt i. Kombineret med den stærke lokale opbakning og forankring fra mange lokale sponsorer og samarbejdspartnere, så har Brøndby IF et vigtigt og stærkt kommercielt fundament for vores videre rejse.

Denne brede opbakning er vi utroligt beærede over, men det er også et ansvar, vi tager seriøst. På det kommercielle område arbejder vi derfor benhårdt på at blive lidt bedre hver dag, ligesom spillerne på træningsbanen. Det ligger os nemlig meget på sinde, at sponsorer og samarbejdspartnere får størst mulig kommerciel gavn af at være tilknyttet Brøndby IF gennem netværk, partnerskaber, eksponeringsmuligheder samt fantastiske oplevelser på Brøndby Stadion.

Vi vil også gerne benytte denne lejlighed til at sende en stor tak til klubbens amatørafdeling og de mange hundrede frivilliges dedikerede arbejde, som de hver især lægger i Brøndby IF sæson efter sæson. Ingen anden klub i Danmark kan matche os på det punkt, og det er en del af kulturen i Brøndby, som vi skal værne allermest om. Uden jer var klubben ikke det Brøndby, vi kender og elsker. 

Samtidig vil vi også takke de tusindvis af fans, som hver weekend, ude som hjemme, skaber en fantastisk stemning, som ikke matches andre steder i landet. Vi har Danmarks mest loyale og passionerede fans, og vores ambition er, at dialogen med klubbens fans i hele landet skal blive endnu tættere, så vi sammen kan skabe de bedst mulige rammer og den bedste stemning for alle fans af Brøndby IF. At vi er en klub med en unik bred, national fanbase, kan ingen være i tvivl om. I samarbejde med Brøndby Support og Centrum Turist er der således til søndagens hjemmekamp mod Esbjerg FB iværksat en fan-karavane proppet med Brøndby-fans. Hele syv busser bringer adskillige hundrede Brøndby-fans fra 19 forskellige byer rundt omkring i Danmark til kampen. Et fantastisk initiativ. Vi takker for opbakningen.

Vi vil også benytte lejligheden til at lykønske Brøndby IF's kvindehold med det netop vundne danske mesterskab. Med en flot 6-0-sejr over OB i 3F Ligaen i den forgangne weekend sikrede kvindeholdet sig det 10. mesterskab, hvilket er en imponerende tangering af antallet af mesterskaber på herresiden. I morgen fredag kan kvinderne faktisk vinde the Double, da de for sjette år i træk er i pokalfinalen, hvor Fortuna Hjørring er modstanderen. En yderst flot bedrift, som alle i klubben kan være stolte af.

Vi ses på søndag!

En dybfølt tak skal derfor lyde til jer alle, der på hver jeres måde bakker op om Brøndby IF og gør det muligt for os og resten af klubben at indfri de ambitiøse målsætninger i Vision 2017. I fællesskab vil vi bringe Brøndby IF helt tilbage til toppen af dansk fodbold på alle parametre. 

Vi håber at se jer alle på Brøndby Stadion på søndag, så vi kan fejre hinanden til "Gult stadion" i sæsonens sidste kamp! Og så håber vi at se jer alle igen, når vi begynder den nye sæson allerede i starten af juli med europæiske kampe og derefter i midten af juli starter op i Alka Superligaen. Ja, der er meget at glæde sig til, og vi ser frem til at fortsætte rejsen med jer allerede på søndag. 

Tusind tak for støtten til alle.

/Bestyrelsen og ledelsen i Brøndbyernes IF Fodbold A/S