Pukki & Hradecky: Hvad ved de om hinanden?

12.05.2015 16:23

Hvis du helst ikke vil vide, hvad der gemmer sig bag betegnelsen ”Den finske røv”, eller hvis du kun er interesseret i sober læsning, hvor bandeord og spydige udbrud er blevet bortcensureret, skal du skynde dig videre. Men fortsætter du med at læse trods advarslerne, kan du komme lidt tættere på Brøndbys to finner, Lukas Hradecky og Teemu Pukki.

Bragt i "Fodbold i Brøndby", marts 2015

I denne udgave af ”Hvad ved de om hinanden?” gør quizlederen sig på forhånd store bekymringer om, hvorvidt de finske atleters begrænsede evner udi det danske sprog vil sende denne artikel direkte til nedrykning. 

Undertegnede kan godt have lidt udfordringer med at forstå Hradecky, når Brøndbys finske supermålmand speedsnakker på tv med fodboldfølelserne uden på tøjet, så det er umiddelbart en kæmpe fadæse, at vi ikke har fået en dansk-finsk tolk med til dagens quiz - medmindre Pukki viser sig at have danske rødder eller i det mindste at tilhøre de ca. fem procent af den finske befolkning, der taler svensk. 

Teemu taler dog ikke svensk, står det hurtigt klart, men heldigvis engelsk. Og Lukas har et mere end forståeligt dansk, når han taler i moderat tempo, så bekymringerne om sprogvanskeligheder bliver hurtigt lagt på hylden. Det skal nok gå trods alt!

Vi lægger ud med lidt opvarmning – det er altid godt for motivationen, når begge quizdeltagere kan komme stille og roligt i gang.

Hvornår har den anden fødselsdag?

Da Teemu hører spørgsmålet, tager han sig fortvivlet til hovedet, mens et lille selvtilfreds smil tegner sig på Hradeckys mund.

- Jeg vil sige november, sukker Teemu.
- Datoen! forlanger Lukas bistert at få specificeret.

Teemu skuler fortvivlet hen mod quizmasteren, men selvfølgelig skal datoen rammes, før det udløser point.

- 16. november, prøver Teemu desperat.

Lukas er født 24. november 1989, og Pukki må se sit forsøg efter det første point gå forbi mål. 

- Teemu er fra 29. marts 1990, storgriner Hradecky og tilføjer: Vi har faktisk lige talt om hans fødselsdag forleden.

1-0 til målmanden efter de indledende øvelser, og vi fortsætter med opvarmningsrunden.



Hvor er den anden født?

Teemu lyser op.

- Lukas er født i Bratislava i Slovakiet, svarer han glad og udligner dermed til 1-1.

Men lige efter bringer Lukas sig i spidsen med 2-1, da han ved, at Pukki er født og opvokset i Kotka i Finland.

- Kotka ligger faktisk så tæt på den russiske grænse, at Teemu er halv russer, påstår Hradecky.

- Til gengæld er Lukas vokset op i Turku - ”Den finske røv”, erklærer Pukki.

Hradecky bekræfter, at hans barndomsby rent faktisk bliver kaldt for ”Den finske røv”, men tilføjer i samme åndedrag, at byen også er den smukkeste røv. Et ekstra point til begge spillere for bonusinfo.

Opvarmningen er slut. Stillingen er 3-2 til Lukas, inden vi går i gang med 1. halvleg: Familieanliggender.

Hvor mange søskende har den anden? 

- Lukas har to brødre, svarer Pukki og udligner føringen.

Men lige lidt hjælper det, da Hradecky umiddelbart efter bringer sig foran igen. Han kan både fortælle, at Pukki har to søstre og oplyse deres navne.

4-3 i målmandens favør.


Hvilken sport – om nogen – har den andens far dyrket?

- Jeg kan ikke forestille mig, at Teemus far, Tero, har dyrket nogen sport, griner Hradecky.
- Så må det i hvert fald være fodbold.

Pletskud fra målmanden. Pukkis far har spillet fodbold.

- Men kun med sit firma, fortæller Pukki.
- De vant rent faktisk mesterskaberne for arbejdshold, og min far scorede to mål i finalen, tilføjer han stolt.

Pukki har ikke noget problem med svare på, at Lukas’ far har spillet volleyball på et højere plan, og dermed fører Hradecky stadig med ét point: 5-4.

Vi fortsætter quizzen med: ”Karrieren kort”.

Hvor mange klubber har den anden spillet i på seniorplan?

- Lukas har spillet seniorfodbold i to klubber – Brøndby og Esbjerg, oplyser Pukki helt korrekt.

- Teemu har spillet som senior i fem klubber: KooTeePee – Finland, HJK - Finland, Schalke 04, Celtic og Brøndby, remser Hradecky op med et overlegent udtryk, der udstråler, at han igen forventer at lægge sig i spidsen af quizzen.

Men nej! Tiden i Spanien mangler.

- For helvede, udbryder den store finne, og tager sig til hovedet.
- Tæller de tolv minutter, Teemu spillede, virkelig med?

Det gør de – både Pukkis 33 kampe på Sevillas andethold i Segunda Division og hans korte optræden for Sevilla i Primera Division tæller med. 

Så stillingen er nu 5-5.

Hvor mange nationale seniormesterskaber har den anden vundet?

Pukki svarer, at Lukas aldrig er blevet national mester i fodbold som senior. Det er korrekt, så angriberen laver tunnel på målmanden og bringer sig foran for første gang i kampen.

Hradecky kan mærke, at vinden er ved at vende, og han tager sig rigtig god tid til at tænke over svaret. RIGTIG god tid, før han svarer, at Pukki har tre mesterskaber på samvittigheden.

Da Pukki har vundet to mesterskaber med HJK (Helsinki) i Finland og sidste sæson det skotske mesterskab med Celtic, er det en ren klasseredning fra målmanden, der samtidig udligner til 6-6.

Det er ingen hemmelighed, at Lukas Hradecky er en vigtig årsag til, at Pukki har fundet vej til Vestegnen. De to jævnaldrende landsmænd kender hinanden godt fra forskellige finske ungdomslandshold, og de spiller nu sammen på seniorlandsholdet. Så da Brøndbys førstekeeper i den grad kunne anbefale klubben, trak Teemu også i den blågule trøje.

Så selvfølgelig må begge spillere da kunne svare på følgende spørgsmål:

Hvor mange kampe har den anden spillet for det finske U19-landshold?

- Jeg tror, at Lukas har spillet ni U19-kampe, siger Teemu uden de store overvejelser. Og da quizlederen kan bekræfte, at Hradecky ifølge Wikipedia netop har spillet ni U19-landskampe, er der igen scoring fra angriberen.

Pukki har rent faktisk også spillet ni kampe på U19-holdet, og da Hradecky gætter på 14, bringer angriberen sig i front efter karriererunden.

7-6 til Pukki.

I ungdomsårene, var der mest tale om et bekendtskab de to spillere imellem, men efter Pukki er kommet til Brøndby i denne sæson, er der opstået et rigtig godt venskab mellem de to spillere. I dag tilbringer de to unge finner en stor del af fritiden sammen. Specielt i Hradeckys lejlighed, hvor Pukki ofte nyder godt af vennens evner som kok.

- Han laver bare den bedste stegte kylling med pasta, konstaterer Pukki drømmende.

Men det er ikke kun buret, Hradecky vil holde rent. Han vil også gerne holde bordet rent. 

- Og Teemu er simpelthen for afslappet, siger Hradecky om vennen.
- Man skal bede ham om at rydde op efter sig selv mange gange, før der sker noget.

Så det bliver spændende at se, om der kommer knas i venskabet, efter Pukki og Hradecky er blevet værelseskammerater på klubbens rejser.

- Tidligere delte jeg værelse med Almebäck på vores ture, men nu hvor han er blevet udlejet til Esbjerg, må jeg nøjes med Teemu, fortæller Hradecky med et stort smil.

Keeperen og forwarden har delt værelse på tre ture indtil videre, hvilket er mere end rigeligt til, at de har fået et indgående kendskab til hinanden.

Så vi fortsætter med runden: ”Den anden på godt og ondt”.

Mærket på den andens deo?

- Teemu lugter så grimt, at han nok ikke bruger nogen deo, griner Hradecky.
- Lukas bruger vist Nivea, tror Pukki.

- Så siger jeg også, at Teemu bruger Nivea, skynder Hradecky sig at sige.
- Altså bare fordi det er det, som han gætter på.

Måske er Hradeckys ræsonnement en form for finsk logik. Og det er da helt korrekt, at de benytter samme mærke - bare ikke Nivea, men Hugo Boss.

Stadig 7-6 til Teemu.

Den andens skostørrelse?

- Lukas bruger størrelse 44, erklærer Teemu uden tvivl i stemmen.

Der sidder en størrelse 45 på Hradeckys fødder, så nu har han chancen for at udligne Teemus føring, men han er lidt i vildrede.

Overmodigt tager Pukki sin ene sko af og vifter med den foran Hradecky, mens han omhyggeligt dækker nummeret på skostørrelsen med sin finger. Det skulle han nok ikke have gjort, for målmanden tager flot bestik af situationen og vurderer skoen til at være størrelse 42.

Det er korrekt, og spændingen om udfaldet er helt intakt. 7-7.

Den andens foretrukne tøjmærke?

Hradecky er ikke i tvivl. Måske mest fordi Pukkis tøj plejer at ligge og flyde ud over det hele, når de deler værelse på turene.

- Teemu er til Dolce Gabbana, svarer han og bringer sig i front med 8-7.

Pukki kan huske, at Hradecky er til et dansk tøjmærke. Men han kan ikke komme i tanke om, at det er Samsøe & Samsøe, så målmanden fører 8-7 inden sidste spørgsmål i denne runde.

Hvad irriterer den anden mest ved dig?

- Det er garanteret det med mit tøj, der ligger og roder, svarer Pukki.

- Helt rigtigt, bekræfter Hradecky med en sur grimasse.

Hradecky har svært ved at forestille sig noget, der kan være irriterende for holdkammeraten. Men han ender med at gætte på, at det må være, at han falder i søvn først på turene.

- Det er det ikke, afviser Pukki.
- Det mest irriterende er, at han ikke er til at forstå, når han taler finsk. Sådan er det bare med dem fra Turku, og i særdeleshed Lukas, fordi han snakker så hurtigt.

8-8. Spændingen er helt i top inden sidste runde: ”Storytime”.



Tre historier om den anden, men kun den ene er sand – hvilken?

Hradecky måtte ikke gå til ishockey som barn fordi:

1) Det var alt for farligt efter hans mors mening. Lukas risikerede at blive kvæstet af den hårde puck eller i nærkamp med de andre spillere.
2) Det var for simpelthen for dyrt at gå til ishockey.
3) Lukas var alt for vild og væltede hele tiden de andre spillere.

- Jeg gætter på nummer et, den med at hans mors syntes, det var for farligt, prøver Pukki.

- Jeg har altså heller ikke det sikreste job nu, og det protesterer mor ikke imod, oplyser Lukas.
- Hun kommer ovenikøbet på Sydsiden, joker han.

Det rigtige svar er, at det var for dyrt. Så ingen point til Pukki.
Startskuddet på Teemus fodboldkarriere blev udskudt et helt år. Han havde fået nye fodboldstøvler, og hans forældre tog ham hen til fodboldtræningen, da han var seks år. Men:

1) De andre drenge var to år ældre, og Teemu var meget genert. Han turde ikke deltage, men blev stående hos sine forældre under hele træningen.
2) Efter de to første uger havde Teemu ikke rørt bolden. Han var så sky, at han hele tiden fulgte i hælene på træneren i stedet for at spille med de andre. Til sidst gav træneren op. Forældrene fik besked om, at det var umuligt at gennemføre træningen med Teemu hængende i røven, så Teemu måtte vente med at gå til fodbold, til han blev lidt ældre.
3) Teemu var lidt af en vildbasse, og han sparkede de andre spillere ned i stedet for at sparke til bolden. Så træneren sagde, at han først måtte komme igen, når han havde fået styr på temperamentet.

- Han hang på træneren, gætter Hradecky.
- Mest fordi det var den længste historie.

Men det er ikke altid størrelsen, der er afgørende. I dette tilfælde var nummer et den rigtige historie. Teemu turde ikke spille med de to år ældre drenge, men blev stående hos sine forældre under hele træningen.

Afgørelsens time! Stillingen er 8-8, så det kan ikke være mere spændende, og vi er nået til quizzens sidste spørgsmål. Samme koncept som før – gæt den rigtige historie:

1) Da Hradecky var 16 år, voksede han 15-20 centimeter på et år. Det gav ham naturligvis meget bedre forudsætninger for at blive den klassemålmand, han er i dag.
2) Hradecky har engang udlignet i en U19-kamp. Holdet var bagud 0-1 i overtiden, og Hradecky kom med frem på kampens sidste hjørnespark og headede den ind.
3) I ungdomstiden i TPS kom han en enkelt gang til at sparke træneren bevidstløs med en bold.

- Det sidste er bestemt en mulighed, når han bliver vred, funderer Pukki. Men det kunne han nok ikke gøre i sin ungdomstid. Han har nok aldrig scoret, fortsætter han.
- Men på den anden side. Jo, han har, så det gætter jeg på. 

Men det korrekte svar var vokseværk, og nu ligger afgørelsen helt i målmandens hænder. Svarer han rigtigt nu, står han som sejrherre.

1) Da Pukkis far var med til at vinde mesterskaberne for firmahold i fodbold, spillede 13-årige Teemu med i kvartfinalen, fordi holdet manglede en mand. Pukki scorede et enkelt mål.
2) Som 15-årig smadrede Pukki sin PlayStation ved at kyle den i gulvet, fordi han tabte en kamp i Fifa.

- Det er i hvert fald ikke den rigtige, konstaterer Hradecky.
- Teemu var alt for artig som 15-årig.

3) Da Pukki var i hæren, blev han og to soldaterkammerater sendt på nattemission i 35 graders kulde og snevejr. De skulle gennem en skov og være fremme ved mødestedet senest klokken fem om morgenen. Pukki betegner sig selv som den eneste finske fyr i verden, der ikke kan stå på ski. Det blev en meget kold og hård nat, men på trods af de dårlige odds blev missionen gennemført inden for tidsrammen.

Allerede inden tredje historie er færdig, har Hradecky begge arme i vejret.

- Jeg har hørt den med hæren før, så det er den rigtige – jeg har vundet! jubler han.

Og det er lige, hvad han har.

Målmanden vinder 9-8 over Brøndbys finske måltrold, og begge spillere forlader loungen på samme måde, som de kom: Hradecky med begge arme i vejret og Pukki smilende, men noget mere ydmyg og med hovedet en anelse bøjet.