Szymanowski: Handler om at være skarp

09.05.2015 08:20

Da Alexander Szymanowski var med fra start i sidste hjemmekamp mod FC Vestsjælland, var det første gang siden november, at den lille argentiner figurerede i Brøndby IF’s start-11’er. 

Siden fulgte endnu en startplads til Szymanowski, da han sammen med holdkammeraterne hev en flot 2-0-sejr med hjem fra Odense.

Og argentineren, der kom til Brøndby i 2013, har været henrykt for at kunne løbe ind sammen med holdkammeraterne og nyde fansenes velkomst. 

- Det er selvfølgelig rart. Jeg er her i Danmark for at spille fodbold, så det er tilfredsstillende, og jeg nyder hvert minut på banen. Men jeg ved også, at niveauet her er meget højt, så det kræver hårdt arbejde at kunne få de minutter, fortæller Brøndby IF’s 8’er.

Fodbold er én stor rutsjebanetur
Med seks kampe tilbage af sæsonen håber den sydamerikanske kant at kunne blive ved med at være blandt Thomas Franks 11 første. Men Szymanowski er også klar over, at tingene hurtigt kan ændre sig i fodboldens verden.

- Det er fodbold. Det er en rutsjebane, og alt kan ændre sig hver uge. Så der er ikke tid til at hvile sig bare et øjeblik – du skal være skarp og tro på dig selv. Det har jeg fokuseret meget på. Og så har jeg bidt tænderne sammen og arbejdet endnu hårdere. Jeg er den samme spiller, som jeg var, da jeg spillede fra start. Så jeg går ind til hver træning for at bevise det over for Thomas Frank og vise, at jeg kan hjælpe holdet.  

På søndag gælder det så AaB hjemme på Brøndby Stadion, hvor argentineren kan få sin tredje kamp fra start i træk. 

Og der er også flotte præmier til den, der kan forudsige mere om startopstillingen på søndag. Bet25 udlover nemlig en Hasani-udebanetrøje til den, der kan gætte, hvor mange der har spillet ungdomsfodbold i Brøndby blandt Thomas Franks elleve startere mod Aab. Det hele er en del af denne uges Bet25 Challenge, som du kan læse mere om her.