2. FEBRUAR 2015 kl. 15:00
Johan Larsson skifter til Brøndby IF

24-årige Johan Larsson skifter fra IF Elfsborg til Brøndby IF på en 4-årig aftale. Svenske Larsson gennemgik mandag eftermiddag et lægetjek på træningslejren i Portugal og støder dermed til sine nye holdkammerater med det samme.

Johan Larsson, der i 2014 blev kåret til årets forsvarer i Allsvenskan og indtil videre har optrådt tre gange for det svenske A-landshold, er en spiller, som Brøndby IF’s sportslige ledelse længe har haft et godt øje til, fortæller sportsdirektør Per Rud:

- Vi kender Johan indgående, og hans navn har stået øverst på min blok gennem længere tid. Det er uden tvivl en klassespiller, vi nu får tilført truppen. 

Johan Larsson har de seneste fire sæsoner i IF Elfsborg fået spilletid i samtlige 120 mulige Allsvenskan-kampe (i 2010 spillede han derudover 29 ud af 30 kampe). I 2013 og 2014 spillede han samtlige kampminutter, og i alt er det blevet til 180 kampe i IF Elfsborg med imponerende 30 mål til følge.

Per Rud fortsætter:

- Johan Larsson er en vigtig brik i bestræbelserne på at løfte vores sportslige niveau, så vi kan opfylde målsætningen om senest at blive danske mestre i sæsonen 2017/2018.

- Tilgangen skærper konkurrencen på holdet betragteligt, præcis som vi ønsker det. Samlet set var "pakken" både økonomisk og sportslig attraktiv for Brøndby IF, og det er en markant tilgang, vi præsenterer i dag. Vi har store forventninger til Johan Larsson, lyder det fra Per Rud.

Johan Larsson, der både kan dække pladsen som højre back og højre kant, har fået rygnummer 13 i den gule trøje.