Finsk landsholdsangriber skifter til Brøndby IF

01.09.2014 21:40

Den 24-årige, finske landsholdsangriber Teemu Pukki skifter til Brøndby IF fra skotske Celtic FC på en etårig lejeaftale med købsoption.
 
Teemu Pukki har siden 2013 været tilknyttet Celtic FC, mens han tidligere har repræsenteret Sevilla FC i Spanien samt den tyske Bundesligaklub Schalke 04. I hjemlandet Finland har Pukki spillet for FC KooTeePee og HJK Helsinki. I Tyskland og Skotland fik den finske offensivdynamo henholdsvis 47 og 38 førsteholdskampe, så det er en kvalitetsspiller, der nu lander på Vestegnen.
 
"Pukki er en klassespiller"

Sportsdirektør Per Rud glæder sig over tilgangen af Teemu Pukki:
 
- Vi har set Teemu Pukki i aktion en del gange, og vi har desuden fået utrolig lovende tilkendegivelser på ham fra folk i vores netværk. Sidst, men ikke mindst, har Lukas Hradecky, der kender ham rigtig godt fra det finske landshold, rost ham til skyerne både som spiller og som person.
 
- Med Pukki får vi en klassespiller, som har erfaring fra europæiske turneringer, store ligaer og fra det finske landshold. Han har været ramt lidt af knaphed på spilletid på det seneste i Celtic, hvor der har været hård konkurrence om pladserne, men hans evner og store potentiale er vi ikke et sekund i tvivl om. Ser man på hans scoringssnit, ligger det rent faktisk på ét mål per 158 minut i alle seniorkampe, hvilket er yderst fornuftigt.
 
- Han tilfører os en masse kvalitet i offensiven og er som type anderledes end vores øvrige spidsangribere. Han er meget bevægelig og utrolig skarp til dybdeløb. Derudover er han en rigtig kvalificeret afslutter. Vi glæder os til at se Teemu i Brøndby-trøjen, og klubbens mange fans kan godt glæde sig til at se ham i aktion.
 
På det finske landshold er Pukki noteret for 32 kampe og otte mål, mens han har spillet mere end 40 U-landskampe. Teemu Pukki får trøje nummer 9 i Brøndby IF og støder til truppen efter landsholdstjeneste for Finland, der møder Færøerne i EM-kvalifikationen den 7. september på udebane.
 
Fakta om Teemu Pukki

Fulde navn: Teemu Eino Antero Pukki
Fødselsdato: 29. marts 1990
Nationalitet: Finsk
Højde: 180 cm
Position: Angriber
Foretrukne ben: Højre
Klubber: FC KooTeePee, Sevilla Atletico, HJK Helsinki, Schalke 04, Celtic FC
Landshold: 32 kampe, otte mål for Finlands A-landshold (+ over 50 U-landskampe)