Antipas: Vigtigt at holde sin form ved lige

02.04.2014 15:02

Tre mål. Det var det fornemme udfald af Quincy Antipas’ indsats i 5-0-sejren over FC Fredericia i mandagens reserveholdskamp. Mange mål er det dog ikke blevet til i dette års Superliga, og selvom Antipas gerne havde set flere af dem på kontoen, så er det ikke noget, der går ham på.

Han tager målene fra reserveholdskampen med, men fokuserer mere på at holde sig i form og træne godt, så han kan bidrage i Superligakampene.

- I mandags spillede jeg i 10’er-rollen, og det er dér, jeg føler mig bedst tilpas. Det er min position, og når jeg spiller på den plads, så spiller jeg bedst. Det tror jeg er meget naturligt, og det var medvirkende til, at jeg scorede de tre mål, siger Antipas, der bruger kampene i Reserveligaen til at vedligeholde formen.

- Reserveholdskampene er nogenlunde ligesom træning. Jeg ser dem som et vigtigt redskab til at holde mig i form. Det er vigtigt, at du holder din form ved lige, for den er svær at genopbygge, hvis du mister den. Men selve kampene er ligesom træning, for vi har samme indstilling, uanset om det er træning, reserveholdskamp eller Superliga. 

Ét enkelt mål er det blevet til i denne sæsons Superliga for Antipas, der har fundet vej til startopstillingen 14 gange. Det ødelægger dog ikke zimbabweanerens selvtillid, der bliver ved med at træne hårdt og have tro på egne evner.

- Det handler om at blive ved med at træne godt, for så skal målene nok komme. Jeg har hele tiden haft tro på egne evner, så selvtillid har aldrig været et problem for mig. Jeg bliver ikke påvirket af enkelte situationer, jeg kigger på de overordnede ting og fokuserer på at blive bedre, lyder det fra Antipas. 

- Nu har jeg på grund af de taktiske ændringer ikke spillet så meget denne sæson, men jeg ved, at det er de små ting og så en smule held, der skal til, før bolden går ind. Jeg scorede jo mål i opstarten, så det er ikke fordi, jeg har glemt det. Men jeg bliver ved med at knokle og træne hårdt, det er den bedste måde at svare igen på.