Bram Verbist opereres for meniskskade

28.02.2014 11:15

På mandag den 3. marts vil Brøndby-målmand Bram Verbist gennemgå en operation på grund af en beskadiget menisk. Skaden opstod under Reserveligakampen mod Randers FC i mandags, og det betyder, at den 30-årige belgier forventes at være ude i fire til otte uger.

- Det er super uheldigt for både Bram og Brøndby IF. Ingen kunne gardere sig imod det, men det gør ikke situationen mindre ærgerlig, og Bram hænger forståeligt nok med hovedet lige nu, siger sportsdirektør Per Rud og tilføjer:

- Nu hvor uheldet er ude, er vi glade for, at vi valgte at supplere truppen med en ekstra målmand i januarvinduet. Det var vigtigt at gardere os på målmandsposten i tilfælde af uheld, og det kunne lige så vel have været Andreas (Hansen, red.) eller Lukas (Hradecky, red.), som var blevet ramt. Nu har vi heldigvis stadig to keepere, som kan varetage opgaverne, mens Bram fokuserer på at komme tilbage.

18-årige Andreas Hansen, som i januar forlængede sin kontrakt med Brøndby IF frem til 2016, har trænet jævnligt med Superligatruppen, men vil være fuldt med omkring holdet i den kommende tid.