Zohore: Må godt være lidt ærgerlig

23.02.2014 22:42

Kenneth Zohore startede søndag aften inde i forårspremieren mod AaB, og efter 17 minutters spil takkede han for tilliden og bragte Brøndby IF foran 1-0.

Desværre for Zohore og holdkammeraterne skulle der - trods klar overvægt i spil og chancer - en sidsteminutsscoring til fra Thomas Kahlenberg for at hive det ene point hjem. At det ikke blev til en sejr giver nogle skår i glæden, men overordnet set er angriberen tilfreds med både egen og holdets indsats. 

- Hvis man kigger på hele kampen, så synes jeg godt, vi kan tillade os at være lidt ærgerlige. Vi spiller godt og kommer frem til flere chancer. Til sidst i kampen gav vi dem måske lidt for meget nede i vores ende, og kigger man isoleret på de sidste minutter, så skal vi nok være glade for 2-2. Men set over 90 minutter synes jeg, vi gør det fint, siger Zohore, der også er tilfreds med sit eget spil i dagens kamp.

- Jeg synes selv, jeg spillede godt. Jeg kom frem til flere muligheder, og selvfølgelig skal jeg prikke dem ind, men det skal nok komme. Nu handler det for mig om at få flere gode præstationer i streg og få hævet mit bundniveau, så jeg stadig leverer i de kampe, hvor alt ikke går, som man vil have det.

I anden halvleg blev Zohore skiftet ud til fordel for angrebskollegaen Simon Makienok, og det passede fint ind i planen. 

- Simon kom ind, fordi han har været skadet i længere tid og har brug for nogle spilleminutter. Og det viste sig jo også, at det var meget godt - han kom ind og fik lagt op til et mål, siger Zohore, der er klar til at kæmpe med Makienok om angrebspladsen.

- Det er klart, at der ikke er nogen, der kan lide at sidde på bænken. Man vil jo gerne ind og spille. Så jeg må bare klø på og gøre det godt til kamp og til træning. Og lige meget om det er mig eller Simon, der starter inde, så er det jo tit, at den anden kommer ind i løbet af kampen. Så jeg er sikker på, at vi nok skal få spillet mange kampe begge to, slutter målscoreren af.

Med 1-0-målet er Kenneth Zohore oppe på fire scoringer i 14 Superligakampe.