René Joensen skifter til HB Torshavn

18.01.2014 17:01

Brøndby IF's unge forsvarer, René Joensen, skifter til den færøske klub HB Torshavn. 20-årige Joensen vender dermed tilbage til hjemlandet Færøerne.

Sportschef Per Rud fortæller, at René Joensen ikke stod til at få spilletid i Brøndby, og at han derfor har fået lov at skifte til HB Torshavn på en lejeaftale frem til sommeren 2014, hvor hans kontrakt på Vestegnen udløber.

Har den rette indstilling

- René havde ikke udsigt til spilletid her i Brøndby, og vi vil naturligvis ikke stå i vejen for, at han i en anden klub kan få minutter i benene og noget selvtillid tilbage. Derfor har vi aftalt, at han kan skifte til HB Torshavn på en lejeaftale.

- René er i en alder, hvor han har brug for spilletid for at udvikle sig, og det får han nu hjemme på Færøerne. Han har en stærk vilje og den rette indstilling til tingene, så vi håber, at både HB Torshavn og René får glæde af samarbejdet.

René Joensen debuterede for Brøndby IF, da han blev indskiftet den 13. maj 2012 i udekampen mod AGF.

RJ

René Joensen skifter med øjeblikkelig virkning til den færøske klub HB Torshavn på en lejeaftale. Foto: Arnason.dk