Andreas Hansen: Noget af det største

06.01.2014 11:48

Brøndby IF vandt i går VIASAT CUP i en propfyldt Brøndby Hallen, og det var ikke mindst takket være nogle flotte præstationer af den unge Brøndby-målmand fra U19-mandskabet, Andreas Hansen.

brondby.com nåede inden årets første træningspas at få en snak med keeperen om gårsdagens begivenheder.

En drengedrøm, der går i opfyldelse

- Jeg synes ikke, vi startede særlig godt, men som turneringen skred frem, blev vi bedre og bedre. Vi fik taget fat i hinanden og fik os hevet op på et meget bedre niveau - specielt i semifinalen gjorde vi en rigtig god figur.

- Det var selvfølgelig lidt anderledes end at spille udendørs, især fordi man kun måtte parere, griner Hansen, der også fik lavet et straffespark i finalen mod AaB efter en glidende tackling.

Han fik dog selv reddet kastanjerne ud af ilden med en flot dobbeltredning og fremtvang dermed et af dagens største jubelbrøl.

- Det var super fedt at spille foran så mange tilskuere. Det er jo noget, man har drømt om, siden man var helt lille. Jeg var spændt op til første kamp - ikke at jeg var nervøs, men jeg havde glædet mig utrolig meget til det. Opbakningen gjorde mit spil bedre, og man får mere tro på egne evner, når man har så mange fans i ryggen, siger den reaktionsstærke U19-keeper, der ikke er i tvivl om, hvor højt oppe gårsdagens begivenheder rangerer:

- Det er nok noget af det største, jeg har været med til. Sidste år spillede vi en turnering nede i Tyskland, hvor vi havde en rigtig flot opbakning, og det var en fed oplevelse. Men i går var helt specielt, da vi havde flere tusinde fans i ryggen, samtidig med at jeg også havde venner og familie med på tribunen, slutter Andreas Hansen, der ligesom resten af truppen i dag trækker i træningstøjet og starter forberedelserne til forårssæsonen.

Se også videoen med pokal, jubeldans og sejrssang fra omklædningen ved at klikke her.

AH

Andreas Hansen med armene i vejret efter VIASAT CUP-sejren. Foto: Arnason.dk.