Makienoks 22 måneder i rivende udvikling

16.11.2013 09:11

Græs under fødderme. Den følelse kom Simon Makienok hurtigt til at savne i den skadespause, som indtil videre har holdt angriberen ude af kamp i cirka en måned.

I denne uge har han fået den følelse tilbage. Ikke i kamp, men i det mindste på træningsbanen. Belastningen bliver doseret. Foreløbig ser det fornuftigt ud, men nøgleordene er "undgå at forcere".

Går stille og roligt frem

- Jeg håber, at jeg kan nå at blive klar til kampen mod FC Midtjylland næste søndag, men vi må se, hvordan det skrider frem. Jeg er i hvert fald sulten efter at komme tilbage. Det er der ikke nogen tvivl om, men vi har fokus på at undgå at forcere tingene. Vi går stille og roligt frem, fortæller Simon Makienok.

Hvis det lykkes at blive klar til at trække Brøndby-trøjen over hovedet til opgøret i Herning den 24. november, vil det være angriberens Superligakamp nummer 56 for de blågule siden skiftet i januar 2012.

I løbet af disse 22 måneder har Simon Makienok sparket 26 Superligamål i kassen og udviklet sig fra at være i periferien af U21-landsholdet til at få debut på A-landsholdet.

- Min udviklingskurve har været god. Jeg har fået to Superligasæsoner under bæltet og dermed langt mere erfaring fra både kampe og det høje træningsniveau i en klub som Brøndby IF, fortæller den lange angriber.

- Samlet set kan man sige, at mit bundniveau er blevet højere. Inden jeg kom hertil, var jeg meget svingende. Man kunne se virkelig gode præstationer fra min side, men lige så ofte dårlige. Jeg er langt mere stabil nu og har fået løftet det hele op i niveau. Den udvikling havde jeg for øje ved skiftet, og det er dejligt at opleve, at man rykker sig. Jeg er dog stadig ung og har masser at lære endnu, tilføjer Simon Makienok.

Bedre placeringsevne og løb i feltet

I den første halvsæson blev det til fem scoringer i 14 Superligakampe. I den efterfølgende sæson blev scoringsnittet hævet til hver anden kamp med 15 mål i 31 optrædener.

Tendensen er fortsat i denne sæson med seks Superligakasser i 10 kampe, men det er ikke i selve afslutningsdelen, at Makienok har mærket udviklingen.

- Jeg er helt klart blevet bedre til at placere mig og til at tage de løb i feltet, som optimerer mine muligheder for at komme frem til chancerne og dermed score flere mål. Som angriber træner jeg også selve afslutningen, men jeg synes altid, at jeg har været god til at sparke bolden ind, når jeg har fået chancen. Derfor har vi haft meget fokus på at forbedre alle de ting, som gør, at jeg kan komme frem til flere chancer, fortæller Simon Makienok.

- Tidligere var timingen i løbene ikke lige så stor en del af mit spil, men det er blevet bedre, og det har gjort en forskel for mig, tilføjer Brøndby-angriberen.

- Dernæst er jeg blevet bedre som spilstation. Mit tekniske niveau er løftet, så jeg bedre kan tage bolden til mig og ikke mindst indgå i spillet langs jorden. Inden skiftet til Brøndby blev jeg mest brugt i luftrummet. Jeg kan mærke, at jeg i højere grad kan udfylde min rolle i det opbyggende spil.

SMC

Simon Makienok i luftduel i sin debutkamp for Brøndby IF. De blågule vandt 1-0 over SønderjyskE, og Michael Krohn-Dehli scorede på straffespark. Foto: Arnason.dk.

SMC

Simon Makienoks seneste Superligakamp og -scoring - 1-1-opgøret mod FC Nordsjælland. Foto: Arnason.dk.