Kom til investormøde mandag på Brøndby Stadion

11.11.2013 09:21

Hvordan støtter jeg Brøndby IF i emissionen? Hvorfor skal jeg investere i Brøndby IF? Kan jeg købe aktier, selv om jeg ikke ejer Brøndby-aktier på nuværende tidspunkt? Hvilken strategi bygger fremtidens Brøndby IF på?

Det er blot nogle af de spørgsmål, som du kan få svar på, når Brøndby IF mandag eftermiddag kl. 16 slår dørene op til investormøde i Europa Lounge på Brøndby Stadion.

Først oplæg, derefter spørgsmål fra salen

Investormødet afholdes for at give nuværende og nye investorer mulighed for at blive præsenteret for virksomheden og Brøndby IF's syn på fremtiden.

Administrerende direktør Tommy Håkansson og bestyrelsesformand Aldo Petersen vil således fortælle nærmere om, hvad Brøndby IF kan tilbyde aktionærer, der vælger at støtte op om emissionen. Når talerrækken er slut, vil der være en runde med spørgsmål fra salen.

Alle interesserede har mulighed for at møde op til investormødet. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd.

Bemærk venligst, at du kan downloade en brochure om den kommende aktieemission i Brøndbyernes I.F. Fodbold A/S. Denne brochure er en opsummering og lettere tilgængelig version af prospektet.

Det fulde prospekt for aktieemissionen kan downloades via link nederst i denne artikel.