Boulahrouz: Jeg kan ikke vente med at komme på græs

07.10.2013 13:07

Brøndby IF har mandag forstærket spillertruppen med den hollandske forsvarsprofil Khalid Boulahrouz, der kommer til klubben på en fri transfer.

31-årige Boulahrouz er glad for at have skrevet kontrakt med Brøndby IF og glæder sig over udsigten til at trække den gule trøje over hovedet. Det fortæller han til brondby.com.

Har et rigtig godt indtryk af klubben

- Jeg er meget glad for og tilfreds med, at jeg nu er Brøndby-spiller. Aftalen er endelig på plads, og jeg kan ikke vente med at komme på græs sammen med holdkammeraterne og hjælpe klubben.

- Jeg har et rigtig godt indtryk af klubben. De har været meget professionelle og taget utrolig godt imod mig. Alle har gjort, hvad de kan, for at få mig til at føle mig hjemme, og som ny spiller i en ny klub i et nyt land er det utrolig vigtigt.

- Desuden har jeg kun hørt gode ting om klubben og om København, så jeg er meget fortrøstningsfuld omkring dette skifte.

- Jeg føler mig fit, men enhver fodboldspiller har naturligvis brug for træning. Nu har jeg sammen med holdet to uger til at forberede mig, og jeg forventer at være kampklar hurtigt.

Khalid Boulahrouz har en perlerække af store klubber på sit imponerende CV. Den stærke forsvarsspiller har således repræsenteret Hamburger SV, Chelsea FC, Sevilla, VFB Stuttgart og Sporting Lissabon.

I den seneste sæson i Portugal har Boulahrouz spillet 18 kampe, herunder 5 Europa League-optrædender. Derudover har Boulahrouz 35 A-landskampe for Holland på CV'et. Blandt andet var han med til at vinde VM-sølv i 2010 i Sydafrika.

KB

Khalid Boulahrouz er tilknyttet Brøndby IF sæsonen ud og kommer til at spille i trøje nummer 3.