Szymanowski 'stjal' straffe

28.09.2013 19:22

Det var ikke en del af masterplanen, at Alexander Szymanowski tog det straffespark, der sendte Brøndby på sejrskurs i lørdagens derby mod FC København.

Det erkendte Brøndby-træner Thomas Frank efter kampen.

- Aftalen var klart, at det var Simon (Makienok, red.), der skulle tage straffesparket. Så jeg var nok på vej op i det røde felt, da Szymanowski insisterede på at tage straffesparket, fortalte Thomas Frank.

- Når sådan en ting sker, har man lyst til at råbe eder og forbandelser ud i luften. Men nu gik det godt. Og så kan man vælge bagefter at sige, at det er fint, at spillerne internt kunne finde ud af, hvem der skulle tage straffesparket. Sandheden er jo også, at Simon ikke var helt på toppen, og det kan have været årsagen til, at han valgte at trække sig i forbindelse med afgørelsen om, hvem der skulle sparke.

Det store spørgsmål er nu, hvem der har licens til at skyde næste gang, Brøndby IF bliver tilkendt et straffespark. Szymanowski, der blev kåret til Man of the Match, kunne hævde, at hans mål berettiger til genvalg.

Den snak tager Thomas Frank formentlig med sine straffesparks-kandidater på de indre linjer.

AS

Holdkammeraterne jubler sammen med Alexander Szymanowski. Foto: Arnason.dk.