Ferhan Hasani til Brøndby IF

02.09.2013 23:51

Brøndby IF styrker sig med den makedonske A-landsholdsspiller Ferhan Hasani, der er hentet i tyske Wolfsburg.

23-årige Hasani, der kan spille både på kanten og den offensive midtbane, har efter et bestået lægetjek underskrevet en 2-årig aftale med Brøndby IF.

Stor erfaring at byde ind med

Sportschef Per Rud:

- Ferhan er en dygtig spiller, som længe har været på blokken. Vi har holdt øje med ham løbende, og naturligvis ventet til den rette timing. Ferhan er en rigtig spændende spiller, som samtidig kommer med erfaring fra Bundesligaen samt fra det makedonske A-landshold.

- Ferhan er en to-vejs spiller. Han arbejder hårdt begge veje, og han har fart og fysik. Han er sulten efter at bevise sit værd, efter at han ikke har fået meget spilletid i Bundesligaen for Wolfsburg. Vi tror på, at vi kan hjælpe ham med at indfri det potentiale, han åbenlyst besidder, siger Per Rud og tilføjer:

- Vi har i dette transfervindue haft som mål at erstatte de mange spillere, der har forladt Brøndby det seneste stykke tid. Det mener vi i al beskedenhed, at vi er lykkedes med, så vi nu har en god og konkurrencedygtig trup. Særligt på kantpositionerne har vi haft et ønske om at styrke os, da vi ikke har mange deciderede kantspillere i truppen i forvejen. Det har vi nu opnået i form af Alexander Szymanowski og Ferhan Hasani.

- Den overordnede sportslige strategi har ikke ændret sig. Vi vil fortsat udvikle og bruge de bedste af vores egne talenter suppleret med profiler hentet udefra. Det er klart, at det i en stor klub som Brøndby ikke er muligt at spille med et rent talenthold, og set ud fra et udviklingsmæssigt synspunkt har vores mange unge spillere behov for spillere, de kan lære af og læne sig op af. Som hold og trup har vi brug for hård konkurrence på alle pladser for at skærpe de enkelte spillere og højne niveauet generelt til træning og i kamp. Derfor har vi også haft behov for at være relativt aggressive i dette transfervindue.

På samme måde som Alexander Szymanowski vil behandlingstiden i forhold til opholds- og arbejdstilladelse afgøre, hvornår Ferhan Hasani kan træne og spille kamp for Brøndby IF. Ferhan Hasani har valgt at spille i trøje nummer 22.

Fakta om Ferhan Hasani

Ferhan Hasani er født den 18. juni 1990 i Tetovo i det tidligere Jugoslavien (nu Makedonien). Hasani debuterede som 17-årig for barndomsklubben FK ?kendija, der i 2010-11-sæsonen blev makedonske mestre med Hasani som topscorer (27 kampe, 13 mål).

I januar 2012 blev Ferhan Hasani købt af tyske Wolfsburg, for hvem han nåede at få fire Bundesligakampe. I januar 2013 var Hasani tæt på et skifte til Dinamo Zagreb, men en muskelskade opstået inden underskrivelsen forhindrede skiftet på det tidspunkt. Ferhan Hasani debuterede for det makedonske A-landshold i december 2010 og har siden fået 18 landskampe på CV?et.

FH

Først blev lægetjekket klaret.

FH

Dernæst blev kontrakten skrevet under.

FH

Og så var Ferhan Hasani klar til at trække i Brøndby-trøjen for første gang.