Kahlenberg: Glad for at være tilbage

21.08.2013 13:05

Til formiddag kunne Brøndby IF offentliggøre nyheden om, at Thomas Kahlenberg vender hjem til Vestegnen på en 4-årig kontrakt.

Den 30-årige midtbanespiller glæder sig til gensynet med Brøndby Stadion og fremhæver følelsen af at være ønsket.

Brøndby IF er min klub

- Først og fremmest er der ingen tvivl om, at Brøndby IF er min klub i Danmark, og jeg har hele tiden haft det sådan, at det var den eneste klub, der kunne komme på tale, hvis jeg atter skulle spille inden for landets grænser. Klubben har givet mig følelsen af at være utrolig ønsket, og jeg er glad for at være tilbage.

- Dernæst er det spændende at være med til at bygge noget nyt op i den klub, jeg holder så meget af. Det er utrolig motiverende for mig, at jeg kan være med til at sætte mit præg på projektet, og jeg vil give alt for, at vi kan få tre point på kontoen hurtigst muligt - helst allerede på søndag foran vores fantastiske hjemmepublikum, som jeg glæder mig virkelig meget til at hilse på igen. Jeg håber, at de vil tage godt imod mig, og deres opbakning til Brøndby IF og spillerne har været med til at gøre valget nemt for mig. Der har været en fantastisk kulisse til de første hjemmekampe i denne sæson, som jeg har overværet fra tribunen, og jeg glæder mig meget til at spille kamp på Brøndby Stadion igen.

- Det er et stykke tid siden, at jeg har spillet kamp, men jeg er i god træning, og jeg kender allerede en hel del til holdet og Thomas Franks idéer. Jeg skal gerne kunne vise en stigende formkurve, og jeg spiller formentlig ikke min allerbedste kamp allerede på søndag, hvis jeg får spilletid. Der skal imidlertid ikke være nogen tvivl om, at jeg er klar til at kæmpe for Brøndby-trøjen.

TK

Thomas Kahlenberg vil atter trække i trøje nummer 7 for Brøndby IF.