Simon Makienok fortsætter i Brøndby IF

20.08.2013 10:31

Som beskrevet i det nyligt udsendte halvårsregnskab accepterede Brøndby IF for kort tid siden et konkret tilbud fra en udenlandsk klub på Simon Makienok.

Det var dermed op til Simon Makienok selv at beslutte, om udlandet var næste destination, eller om han skulle fortsætte i Brøndby IF.

Gik efter mavefornemmelsen

Sportschef Per Rud:

- Vi har i den seneste tid modtaget rigtig mange henvendelser på Simon, og der er uden tvivl mange klubber i udlandet, der har fået øjnene op for hans tydelige kvaliteter.

- Vi modtog et konkret bud på Simon, der var så stort, at vi som klub accepterede. Det var så op til Simon, om han kunne blive enig med klubben, og om han ville drage til udlandet nu.

- Han valgte i dette tilfælde at fortsætte i Brøndby IF, hvilket vi rent sportsligt naturligvis er rigtig glade for.

I den forbindelse udtaler Simon Makienok:

- Jeg har helt klart ambitioner om udlandet, men jeg vil ikke tage afsted for enhver pris. Jeg går ikke bare efter økonomien i det, det er vigtigt for mig, at hele pakken er på plads, hvis jeg skal skifte.

- I dette tilfælde gik jeg efter min mavefornemmelse, og den sagde mig, at det ville være bedre at fortsætte min udvikling her i Brøndby.